Kampstart 20:30 i Bentax Isarena

Finaleserien er nærmest blevet umulig at forudsige. 

Tag nu bare kamp et, hvor Aalborg dominerede voldsomt, men alligevel tabte. Eller kamp fem søndag eftermiddag, hvor Rungsted tog et kæmpe skridt mod guldet med 2-1-scoringen dybt inde i kampen, for blot at blive overlistet af nordjyderne i slutfasen.

Derfor er det også næsten umuligt at komme med spådomme på et tidspunkt i serien, hvor Aalborg for alvor begynder at lugte en kamp syv, mens Rungsted altså forsøger at eksekvere i aften. Der er ikke den mindste tvivl om, at Rungsted-spillerne og Rungsted-lejren ønsker det afgjort i aften.

Når vi først en kamp syv er ALT i spil. 

Vi kan begynde at spekulere: Finder Rungsted sin "vindermojo" tilbage? Får holdet gang i powerplayspillet for alvor? Lukker en af målmændene fuldstændig ned i aften? Har Aalborg det mentale overtag fra grundserien igen? Hvilken trup er hårdest præget af et efterhånden hårdt program? Hvad betyder den sene kampstart (20:30)?

Heldet og marginalerne spiller virkelig også ind på nuværende tidspunkt af en DM-finale, hvor kampene er præget af umanerligt højt tempo og hvor holdene nu skiftes til at have initiativet og "føre kampen" rent spillemæssigt. 

Rent taktisk talte Garth Murray om at finde den simple vej ud af Rungsteds presspil, og det samme gælder også for Hjalmarssons tropper i den anden ende. 

Man kunne sagtens forestille sig en mere taktisk præget affære i aften, hvor det første mål bliver endnu vigtigere end tidligere. Der er i de seneste to kampe blevet begået en del fejl i midtzonen, som har ført til "odd man-rushes" i begge ender, og dem vil begge hold forsøge at undgå for enhver pris. Spillet kan dermed blive lidt mere forsigtigt. 

Hold øje med: Backerne hos Aalborg får større og større betydning. Victor Panelin-Borg og Lasse Bo Knudsen står som klipper og spiller fremragende i egen zone og Rungsted skal begynde at holde et ekstra øje på Martin Lefebvre, Cody Donaghey og Sebastian Bergholt, der kan være de mønsterbrydere, som Aalborg har brug for i aften. Hos Rungsted var det kæden med Bjerrum, Rosenthal og Gustafsson, der satte mange offensive accenter i søndags. Efterhånden en meget stærk trio.

Det forventer vi: Lidt mere afventende ishockey end tidligere, nu hvor nerverne også for alvor begynder at spille ind. Skulle undertegnede oddse på kampen, vil det være på en match med få mål. Begge hold har formentlig også et stærkt øje på at undgå de udvisninger, der kan være vitale. Aalborg fik alt for mange i søndags, og Rungsted blev straffet hårdt for at sidde i boksen fredag. Det er stensikkert et tema i begge omklædningsrum. 

Historikken: Vi begynder for alvor at tale om det mulige store comeback for Aalborg. Men Rungsted kan også se tilbage på seneste Aalborg-mesterskab, hvor Pirates førte 3-0 og Herning vandt to kampe og derefter blev det altså Pirates-sejr på 4-2 i kampe. Det er i øvrigt kun sket de to gange i historien, at et hold er gået fra 0-3 til 2-3 i en serie.

Skader/karantæner: Josh MacDonald og Tobias Ladehoff (formentlig) er ude for Aalborg, mens Rungsted endnu ikke har luftet Gustav Green i denne serie.

Statistikken: Sebastian Bergholt kunne sagtens være på vej en tur i landsholdslejren, når den her finale er overstået. Mange stærke indgreb i alle spillets faser. Han afsluttede kampen søndag med to assister og +3 i plus/minus-statistikken. 12.11 minutter til Marcus Olsson og 10:58 minutter til Rasmus Andersson søndag. Er der mere bud efter dem i aften?


EN SPILLEDAGS KARANTÆNE TIL Pierre-Olivier Morin, Aalborg Pirates Mighty Bulls får også et Q-hold - dog under RSIK