Næstsidste kamp inden landsholdspausen kommer og giver mange trætte ishockeyben et tiltrængt break.
Esbjerg Energy tager imod Herlev Eagles og et hurtigt kig på tabellen viser, at en sejr i ordinær tid kan skaffe begge hold luft ned til de jagende forfølgere fra Rødovre og Frederikshavn.
Esbjerg kommer fra en knaldhård kamp mod Odense fredag aften, som fynboerne vandt med 4-3.
- Selv om Herlev ligger under os i tabellen, må jeg understrege, at der ikke findes bundhold i Metal Ligaen. Midterfeltet som bl.a. indeholder Esbjerg, Odense og Herlev er utroligt tæt og vi får besøg af et stærkt Herlev-hold. Man kan absolut ikke tage noget for givet mod dem, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt.
- Herlev har hentet nogle effektive imports, der kender vejen til netmaskerne. Men hele holdet skal respekteres, hvis vi skal på landsholdspause med en sejr at glæde os over, siger Jaspers med respekt overfor dagens modstander.
Herlev holdt fri i fredags, men trænger også til en sejr for at lukke ned for en dårlig stime, der kulminerede med to nederlag mod bundholdet fra Frederikshavn. Der er næppe tvivl om, at de spillere hos Herlev, der får rigtig megen istid, trænger til lige at få hvilet benene.
Det forventer vi: Og derfor er det et topmotiveret Herlev-mandskab, der kommer til Esbjerg i dag. De to hold plejer at være ganske jævnbyrdig og i dag er næppe en undtagelse.
Statistikken: Målmandsdysten hedder formentlig Seldrup kontra Hanses. Seldrup står med 92.14 i redningsprocent, mens kollegaen i Herlev-buret står med 90.14. Hanses har i øvrigt modtaget 500 skud - flest i ligaen.
Skader/karantæner: Esbjerg stillede mod Odense uden Philip Larsen, Frederik Bjerrum, Henrik Mærsk Clausen og Yanick von Bergen. Herlevs seneste kamp mod Frederikshavn var uden Niclas Heinerö, som altså er ude formentlig for resten af sæsonen.
Metalligaen.tv: Kasper Buch er på plads i Granly Hockey Arena for at guide dig igennem kampen.
Historikken: Esbjerg vandt den første kamp mellem de to hold med 5-3. Herlev slog igen på hjemmebane med 3-2.
Hold øje med: Oliver Kjær scorede en enkelt kasse mod Odense og plejer at være en stærk driver på Esbjerg-holdet. Hos Herlev håber man på kasser fra Tobias Åhström, der er blevet endnu vigtigere i Heinerös fravær.