Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena

Esbjerg Energy skuffede fredag aften mod det hårdt ramte Herning-hold, hvor et point var for lidt ovenpå den flotte kamp tirsdag mod Frederikshavn.

Det er tirsdagens takter, som Esbjerg vil forsøge at vende tilbage til i aften, hvor Herlev kommer på besøg. 

Tirsdag bød på fremragende flow i Energy-spillet og fire kæder, der bød ind i offensiven - nøjagtig, som det har været tilfældet gennem store dele af sæsonen, hvor en af styrkerne har været, at Esbjerg skiftevis har skudt med krudt fra forskellige folk. 

I de seneste kampe har spillere som Rasmus Bjerrum og Søren Nielsen eksempelvis holdt pause i produktionen efter i store perioder af sæsonen med gode tal. Måske er det dem, der dukker op igen i aften?

Herlev kommer fra en uge med sejr i Vojens og nederlag hjemme mod Rødovre, hvor det lykkedes for gæsterne at lukke fuldstændig ned for Herlevs offensiv. Dog kom Eagles frem til mange chancer i kampens slutfase, hvor det kun var stolperne og en storspillende William Rørth, der forhindrede Eagles-scoring.

Herlev har på de sociale medier lovet forstærkning og "guess who's back" på sin Insta-story, så det bliver spændende, om der er en overraskelse i lineuppen i aften, når den bliver offentliggjort. 

Hold øje med: Det bliver en aften, hvor Emil Jidskog skal stå optimalt mod de vestjyske offensive stormtropper, der kan skyde med fire kæder og er yderst stærk i powerplay. Her er Brady Shaw som oftest en farlig mand.

Skader/karantæner: Jannik Christensen mangler stadig hos Esbjerg, der havde Jonas Torbensen med som 13. angriber i Herning for nylig. Herlev altså uden Mattias Åkesson, der er afskediget og Mikkel Persson og Max Vilstrup spillede heller ikke fredag.

Det forventer vi: At Herlev får svært ved at stå imod det offensivt stærke Esbjerg-hold. Eagles-opskriften er formentlig en tæt defensiv og en godt befolket midtzone for at holde hjemmeholdet nede.

Statistikken: Pas stadig på Esbjergs powerplay, der med 35 procent er Metal Ligaens absolut bedste. Herlev står med 19,35 i samme kategori, men skal virkelig tage vare på mulighederne i aften.

Historikken: Det er kun andet opgør mellem holdene i denne sæson. Det blev 5-2 til Esbjerg i den første match, som blev spillet 29. september. 

Stream:

 


STREAM: Esbjerg-Herlev OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs