Kampstart 19:30 i Granly Hockey Arena

Det er nøjagtig så uforudsigeligt som ventet i serien mellem Esbjerg og Odense.

Tag bare kampforløbene: Det blev 1-0 til Odense i en defensivt orienteret kamp sidste søndag, men 7-4 til fynboerne i en målfest tirsdag aften efter 4-3 til Esbjerg i den første kamp - også i en kamp, hvor offensiven var fremherskende. 

Træner Jason Jaspers i Esbjerg taler om, at det ikke var godt nok i tirsdags. 

- I tirsdagens kamp på Fyn var vi ikke gode nok. ”Bulldogs” ville det generelt mere end os og vi fik ikke investeret nok i kampen. Det fik betydning for nærkampe, koncentration og arbejdsindsatsen, og det betalte vi prisen for. Vi må indse, at slutspillet kræver mere af os, end vi viste i den kamp, siger han.

- Arbejdshandskerne skal findes frem og præstationen skal forbedres. Vi skal tage det positive med fra kampen i Odense og tage ved lære af de fejl, som vi begik. Vi skal være klar fra start, for kampstarten skal forbedres. Men vi må huske at have et fremadrettet og positivt mindset.

- For mange fik ikke præsteret i kamp 3. For få leverede på topniveau gennem hele kampen. Jeg håber og tror, de har lært af kampen derovre. Det positive, som vi kan tage med er, at vi trods alt formåede at score tre gange i træk og fik reduceret fra stillingen 1-5 til 4-5. Vi skal nu løfte i flok, fortsætter han. 

- Så kan jeg konstatere, at vores powerplays ikke har resulteret i scoringer. Vi har haft ti af slagsen, men ingen af vores mål er scoret i overtal. Der må og skal vi være mere effektive, for jeg er bevidst om, at vi har haft mulighederne når vi har spillet powerplay, pointerer Energy-coachen.

Odense skal stramme sig an i defensiven i aften. De to mål som Esbjerg fik i tirsdags til 2-5 og 3-5, var løse pucke inde foran mål, så det skal fynboerne i den grad holde øje med. 

Det forventer vi: Endnu en jævnbyrdig match. Esbjergs desperation og hjemmebane er lige nøjagtig det, der gør Esbjerg til lille favorit i aften.

Skader/karantæner: ingen nye folk ude til seneste match: Det vil sige, at Esbjerg stadig er uden de unge spillere, der har været fravalgt på det seneste. Odense stadig uden Mølgaard og Simonsen.

Hold øje med: Tremålsskytten Jonathan Brinkman for Odense og Esbjergs Philip Schultz, der fik scoret to gange for Esbjerg i anden periode. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads til at guide dig gennem de 60 minutter i aften. 

Historikken: 10-8 i point til Odense i grundspillet og nu også 2-1 i kampe i serien. En lille fynsk føring, der dog mere eller mindre kan udlignes i aften.

Statistikken: Mange talte om, at hjemmebanen ikke ville få den store betydning i serien. Godt nok vandt Odense tirsdag aften, men de to første kampe gav udesejre, hvilket gør serien præcis så uforudsigelig som ventet. 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates OPTAKT: Rungsted Seier Capital-SønderjyskE