Kampstart 19:30 i Granly Hockey Arena

Det gælder om at komme "godt ud af det hele" for både Esbjerg Energy og Odense Bulldogs i aften.

Vestjyderne spiller definitivt på hjemmebane på fredag og er endt på tredjepladsen i grundspillet efter en ganske solid og flot sæson. Bulldogs har lukket ned for sæsonen og ender altså på niendepladsen i den regulære efter en ganske glimrende afslutning på sæsonen.

Desværre for fynboerne var den første halvdel af sæsonen lige så forfærdelig som de sidste par måneder har været gode og derfor ryger Bulldogs igen-igen ud af slutspillet, før det bliver sjovt.

Efter semifinalepladsen i 2016/17 har Odense Bulldogs været uden for slutspillet i fire sæsoner. 

Ikke godt nok for fynboerne.

Esbjerg Energy spillede en fornuftig kamp i Frederikshavn søndag, dog uden at vinde matchen. Men spillemæssigt var det - nøjagtig som i Rungsted tirsdag aften og mod Herning fredag - ganske fornuftigt, hvad der blev leveret. 

Så trods en lidt lummer afslutning på sæsonen rent resultatmæssigt har Jason Jaspers grund til optimisme frem mod slutspillet. Kampen mod Odense skal være finpudsning.

Skader/karantæner: Cam Knight, Jeppe Vinther og Jonas Torbensen var ude i Frederikshavn, hvor Charles Corcoran afsonede sin næstsidste karantænedag. Odense havde Frederik Dichow og Ales Sova ude søndag, hvor fynboerne ellers stillede med fuldt hold.

Hold øje med: Georgs Golovkovs var i perioder svær at fange for Rødovre-folkene søndag eftermiddag. Letten har været stærk på det seneste. Hos Esbjerg står Brady Shaw med sine 71 point for en fantastisk flot statistik i grundserien og ender som suveræn pointkonge i den regulære sæson.

Det forventer vi: En offensiv og ren ishockeykamp, hvor begge hold kommer frem over isen. Det kan sagtens ende med en målrig affære.

Historikken: Esbjerg har 30 mål og 14 point mod Odense i fem kampe. Alene den statistik giver vestjyderne favoritværdigheden i aften.

Statistikken: Med 28,93 procent står Esbjerg for Metal Ligaens næstbedste powerplay. Her er Odense altså faktisk rykket op som næstdårligst med en lidt bedre procent (13,79) end Herlev. 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Frhavn White Hawks OPTAKT: SønderjyskE-Rungsted Seier Capital