Endelig er der ishockey igen efter for meget Corona, og i Herlev og på TV2 PLAY sker det med en ganske attraktiv vare.
Det gælder kampen mellem Eagles og Blue Fox - to mandskaber, der plejer at levere uforudsigelige og underholdende kampe.
Endnu mere uforudsigeligt bliver det denne gang for Herning Blue Fox, der kommer fra en længere kamppause og Coronapause, for midtjyderne er et af de efterhånden fem mandskaber, der har været ramt af større udbrud i trupperne i denne sæson.
Derfor er det også med visse forbehold, at Blue Fox træder ind til genstart i aften.
- Situationen har heller ikke været hel nem for Pekka (Tirkkonen, Hernings træner). Det har været svært for ham og teamet at vide, hvor mange spillere, der skiftevis - på grund af corona - har været til rådighed til de forskellige træninger. Men også Pekka har været fleksibel og tålmodig, siger Struzinski til Herning Folkeblad op til kampen.
Han har set godt humør i truppen, og spillerne er naturligvis mere end tilfredse med at være tilbage igen. Herning er på førstepladsen med 59,5 point.
Herlev Eagles gjorde et godt job mellem jul og nytår med 8-3-sejren over Rødovre. Kampen dagen efter i Rungsted blev aflyst, og på bundlinjen betyder det nu, at Herlev har 15 point ned til Rødovre med 18 kampe igen for begge hold.
Ganske betryggende for Eagles, der i går forstærkede sig med den nye finske angriber Jani Siekkinen, der dog først lander om en god uge i København.
Derfor står Herlev-holdet stadig som ret smalt, men en kamp som i aften er vel en god mulighed for Patric Wener i forhold til at give de yngre folk masser af spilletid.
Det forventer vi: Et bredere Herning-hold går ind som smal favorit, men skal altså passe på Herlev-profiler i forrygende spillehumør. Der skal ikke mange chancer til før Jonsson, Asperup og co. scorer mål.
Skader/karantæner: Herlev fik Matthias Asperup skadet i julekampen mod Rødovre, spørgsmålet er om han er blevet klar igen. Hos Herning sætter vi en streg efter en lang pause, men Blue Fox var inden pausen uden de store skadesproblemer.
De indbyrdes kampe: Fortæller historien om at Herning står med en enkelt sejr i ordinær spilletid mod Herlev (5-1) og derefter to sejre i overtid/straffe på 5-4 i Herlev og senest 7-6 i Kvik Hockey Arena.
Statistikken: Herlev kommer med svensk firepower. Joseph Jonsson leverede fire mål og en assist i sidste kamp mod Rødovre, hvor Alexander Lindqvist-Hansen omvendt lavede et mål og fire assister. Herning har ikke tabt i ordinær tid i de seneste fem kampe.
Hold øje med: Emil Kruse og Lukas Horak er de to målmænd, der har stået flest minutter i Metal Ligaen i indeværende sæson. Hvem vinder duellen i aften?