Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena

Det har været turbulente dage i Esbjerg, hvor der er skiftet ud på posten som assisterende træner og hvor der har været lidt skarpe replikker hid og did i de lokale medier. 

Men nu er det hockeytid igen - heldigvis - og Esbjerg tager imod Rødovre Mighty Bulls i Granly Hockey Arena. 

Vestjyderne kan nu bygge stille og roligt op til slutspillet, mens gæsterne fra Rødovre kæmper desperat for at komme i nærheden af de foranliggende mandskaber. 

Træner Magnus Sundquist til klubbens hjemmeside.

- Vi har fået snakket den seneste kamp mod Herlev grundigt igennem. Det er ligegyldigt, om vi er det bedste hold i fem-mod-fem og vinder skudstatistikken overbevisende, hvis vi som hold ikke vinder de situationer, som ishockey i dag drejer sig om; mand-mod-mand-situationer over hele banen og foran begge mål. Herlev gjorde det sidst og lavede derfor nogle psykologisk vigtige mål mod os, siger han. 

- Nu er vi alle nødt til at forstå prisen, det koster at vinde ishockeykampe, igen. For drengene har vist, at de virkelig kan spille godt og kan gøre det hårde arbejde, der kræves for at vinde, lyder det fra Magnus Sundquist. 

Hos Esbjerg Energy forklarer træner Jason Jaspers det nylige skifte i trænerstaben således op til kampen:

- Udskiftningerne har været ledelsesbeslutninger. Vi søger efter fornyet energi og det håber vi på, at vi kan finde frem. Jeg arbejdede sidste år sammen med Peter Gommesen, så det var rart at han både kunne og ville træde til og give en hånd med, forklarer Energy-coachen.

- I aften handler det om, at vi skal hente motivationen fra os selv og hinanden. Det handler som altid om, at finde det rette mindset og undgå udsving. Vi skal være klar fra start, forvente en lige kamp og huske at den varer 60 minutter, siger Jason Jaspers til klubbens hjemmeside.

Det forventer vi: Rødovre har lidt mere "ishockey i benene" efter julekampene mod Herlev og Rungsted og kan måske drage fordel af det trods de to nederlag. Esbjerg skal arbejde sig ind efter en lang pause, og derfor kan det sagtens blive en tæt kamp.

Hold øje med: Felix Scheel stærk på topscorerlisten hos Esbjerg og en mand, der ikke skal have mange chancer. Hos Rødovre har svenske Gustaf Berling leveret en god vare på det seneste, og kæmper måske for en kontrakt på et fornyet Rødovre-hold i den kommende sæson.

Skader/karantæner: Vi nulstiller Esbjerg efter en lang pause, mens Magnus Sundquist siger følgende om situationen hos Mighty Bulls: - Jeg afventer med at se den endelige holdopstilling til i morgen tidlig (onsdag morgen), da der stadig er en del spørgsmålstegn. Men det er sikkert, at Anton Linde og Tristan Juhl Petersen fortsat er med.

De indbyrdes kampe: Esbjerg har tre smalle sejre i ordinær tid over Rødovre (3-2,2-1,3-1) i løbet af sæsonen og har derfor en lille mental overhånd op til kampen.

Statistikken: Begge hold kommer til kampen med klare nederlag i de to seneste kampe. Esbjergs seneste kamp daterer sig helt tilbage til 14. december, mens Rødovre altså var i aktion 27. og 29. december. 


Ny statistik-sektion på Metalligaen.dk OPTAKT: Herlev Eagles-Herning Blue Fox