Kampstart 19:30 i Martinsen Arena

Herlev Eagles har gang i den nye fanzone og lægger op til forrygende stemning i aften, når det går løs med sæsonpremieren.

Odense Bulldogs kommer på besøg, og det er et helt nyt Herlev-mandskab, der kommer på isen og præsenterer sig for hjemmepublikummet i aften. 

Væk er de svenske hjørnesten Alexander Lindquist-Hansen og Joseph Jonsson og et par af de andre ikke så etablerede svenskere. Herlev-tilskuerne skal i stedet til at vænne sig til navne som Skedung, Carlsson og Zetterquist. Og så selvfølgelig en kendt ny import i form af Tim Daly, der tidligere har gjort sig hos Rungsted.

Rasmus Simonsen er kommet til fra Odense og har et fint potentiale, hvis han kan holde sig fri for skader. Og så kommer Matthias Asperup altså tilbage og skal tage den lederrolle, han havde, sidst han var i Herlev.

Kampen i aften er helt åben, for Odense Bulldogs kommer også med et "nyt ansigt" og mange bekendte og ubekendte. 

Nye imports over det meste af linjen, og nye danskere i blandt andre Jeppe Jul Korsgaard, der kommer til at spille en stor rolle for fynboerne i denne sæson. Der har også været stor glæde over Jeppe Urups indsats i træningskampe. Urup er opvokset i Odense og har været i udlandet i mange år, inden han altså nu er vendt hjem til barndomsklubben.

Det samme er en anden Odense-dreng, Sebastian Maddock, der forventes at stille op i en af de nederste kæder. Han har også gjort et glimrende indtryk hos Odense i testkampene.

Hold øje med: Svensk keeperduel: Emil Zetterquist liga-debuterer for Herlev, mens Fredrik Bergvik er på isen for Odense. Hvem får den bedste start på Metal Ligaen?

Metalligaen.tv: Michael Søvsø er på plads i Martinsen Arena for at løbe sæsonen i gang.

Historikken: Odense vandt fire af de seks indbyrdes opgør i sidste sæson - 11-7 i point til fynboerne. 

Statistikken: Herlev har mistet 50 point fra sidste sæsons grundspil og en leder i Joseph Jonsson, mens Odense har sagt farvel til 44 Sebastian Ehlers-point. 

Skader/karantæner: Ikke større meldinger fra de to klubber endnu, vi kommer til at se på kamprapporten i aften. Dog forventes det ikke, at Anton Johansson spiller efter sit uheld på ski i foråret. 

Det forventer vi: Odense og Herlev har spillet mange uforudsigelige matcher i de seneste sæsoner. Kigger man på de to holds trupper, ser Odense-mandskabet en smule bredere ud og vi gør dem dermed til smal favorit. 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls OPTAKT: Aalborg Pirates-Frhavn White Hawks