Kampstart 17:45 i Sydjysk Sparekasse Arena

Det kan ikke undgå at blive et brag af en første semifinale i Metal Final4 denne "sidst på eftermiddagen" i Sydjysk Sparekasse Arena.

Der er kampstart 17:45 (Metalligaen.tv sender fra 17:30), og det kommer til at syde og boble i arenaen med fyldte tilskuerafsnit fra både Odense og Herlev, der begge hungrer efter finaler og trofæer.

"Bare" en finaledeltagelse vil være en kæmpe ting for de to klubber, der faktisk mødtes tilbage i pokalfinalen helt tilbage i 2002/03-sæsonen, hvor Odense på hjemmebane vandt 5-2. 

Det er den seneste finale i dansk ishockey, som Herlev har medvirket i, mens Odenses seneste finaledeltagelse var i 2015/16, hvor man med en 4-0-sejr aflyste Frederikshavns famøse fest på diskoteket Buddy Holly, som var planlagt, hvis nordjyderne vandt titlen på hjemmebane.

Jo, pokalturneringen og Metal Final4 gemmer på mange fine historier, og en af dem kan blive skrevet i aften, for alt tyder på, at kampen mellem de to mandskaber bliver yderst jævnbyrdig.

Fire kampe i sæsonen er blevet afgjort med et enkelt måls margin og alle er i øvrigt blevet vundet på udebane (3-1 i Odenses favør).

Senest vandt fynboerne generalprøven med 4-3 i Herlev i en kamp, hvor slapt forsvarsspil kostede Herlev dyrt i første periode, og omvendt var Odense meget skarpe til at udnytte mulighederne og bringe sig på 3-0 tidligt i kampen. 

For Herlev bliver nøglen til sejr at vende tilbage til det skarpe og disciplinerede spil, som bragte holdet til tops i Metal Ligaens første tredjedel og lige omkring Metal Final4-knækket. Her spillede Herlev med få fejl og var umanerlig skarpe fremad, og viste en kynisme som kan vinde titler. Det er sådan, Eagles skal vinde i dag. 

Stor frustration i øvrigt omkring den "nye" - det er han vel ikke mere - canadier Jason Willms, der blev hentet helt tilbage i november. Det er stadig åbent, om han når at få papirerne klar til i aften. Herlev håber.

Odenses recept er også klar: Fuld skrue med de fire stærke kæder og så ind omkring målet og true Emil Zetterquist. Her var Joakim Thelin fremragende i midtugens kamp mod Rødovre, hvor svenskeren nettede fire gange heraf tre stykker med baghånden lige foran buret. Odense har i Michael Prapavessis og Brandon Estes to fremragende importbacker, der også kommer til at markere sig offensivt i aften. 

Hold øje med: En svensk og meget spændende målmandsduel mellem Emil Zetterquist og Niklas Lundström. Begge har et meget højt topniveau og det kan blive en afgørende faktor, hvem der fanger spillet bedst i aften.

Skader/karantæner: Herlev har Peter Lauritzen ude for sæsonen, mens der selvfølgelig også er tvivl om Jason Willms. Ellers skulle Herlev komme med fuld klinge. Hos Odense bliver det formentlig uden Mathias Mølgaard, der ikke har spillet længe. 

Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch og Jannik Sønderby til at kommentere begivenhederne i Vojens. 

Historikken: De to hold har mødt hinanden fire gange i sæsonen, og det er med tre Odense-sejre i Herlev og en enkelt Herlev-sejr i Odense. Alle kampe afgjort med et enkelt mål.

Statistikken: Kristian Jensen har lavet flest point for Odense i de fire kampe (1+3), mens Simon Schleicher er den eneste tomålsskytte for Odense i de fire kampe. Hos Herlev har Matthias Asperup og Maxime Trepanier begge lavet fem point mod Odense, Maxime Trepanier er alene med tre scoringer. 

Det forventer vi: At en meget tæt kamp sagtens kan ende i overtid og måske en række dramatiske straffeslag. 


OPTAKT: SønderjyskE-Herning Blue Fox SE METAL LIGAENS MEDIA DAY live og gratis her