Der er vigtige Metal Final4-point på spil i aften, når Herlev Eagles tager imod SønderjyskE.
Ørnene kommer fra en meriterende 4-1-sejr over Herning i Herlevs formentlig bedste kamp i sæsonen.
Det var stærkt, disciplineret og effektivt, hvad Asperup og co. leverede, og det er samme takter, Herlev skal finde frem, når de forsvarende mestre kommer forbi i aften.
Herlev spiller stadig med få backer og havde kun fem af slagsen på isen mod Herning efter Marius Kring udgik.
Tim Daly spillede utrolige 35 minutter, og Herlev skal håbe på, at han ikke på et tidspunkt løber tør for kræfter. Det er ligeledes værd at bemærke, at Daly-makkeren Jerry Välipirrti noterede over 27 minutter i sidste sæson.
Välipirrti er i den grad gået fra en ung, lovende back til at en etableret - næsten mere end det - Metal Liga-back og har virkelig udnyttet den chance, som Eagles har givet ham.
SønderjyskE kommer fra 6-2 mod Frederikshavn og optræder for første gang i denne sæson - bortset fra CHL-kampene - på udebane.
- Vi er naturligvis glade for de tre point, men der er fortsat plads til forbedringer her og der, men sæsonen er lang endnu og vi skal nok få det hele rettet ind, siger assisterende træner Casper Stockfisch til klubbens hjemmeside.
- Nu venter en stor opgave onsdag aften. Det er lykkedes Herlev at få stablet et rigtigt godt hold på benene med profiler, som Daly, Heinerö, Asperup, Zetterquist. De fik også tanket selvtillid søndag, med en flot sejr over Herning Blue Fox, tilføjer han.
Jeg synes dog, at vi har haft nogle gode træninger og spillerne ved at de skal være klar fra start samt arbejde stenhårdt i samtlige 60 minutter – holder vi os til vores gameplan, så er jeg ret sikker på, at vi nok skal få en god kamp onsdag aften, lyder det fra Stockfisch.
Det forventer vi: Herlev er svære at danse med i "Ørneborgen" og det bliver en vanskelig kamp for de forsvarende mestre. Det kunne sagtens ligne en 50-50-match. Det helt store spørgsmål er, om Herlevs nøglespillere på et tidspunkt løber tør for kræfter.
Skader/karantæner: Noah Samsøe har endnu en karantænedag på bogen inden han er klar. Marius Kring er vel tvivlsom. Anton Johansson og Rasmus Simonsen har endnu ikke spillet. De to unge, Oliver Nielsen og Jonas Borring, var ikke med på kamprapporten for SønderjyskE mod Frederikshavn, ellers havde sønderjyderne fuldt hold.
Hold øje med: Isac Skedung er kommet glimrende ind på Herlev-holdet og havde to assister på bogen mod Herning. Der var tre assister til Gustav Nielsen for SønderjyskE mod Frederikshavn.
Statistikken: SønderjyskE's powerplay lynede for første gang for alvor mod Frederikshavn, hvor det blev til tre scoringer i overtal. Herlevs Tim Daly skød hele 17 gange på mål mod Herning.
Metalligaen.tv: Jesper Schultz er på plads for at guide seerne gennem kampen.
Historikken: Herlev vandt de fire første kampe i Metal Ligaen mod SønderjyskE i sidste sæson. Sønderjyderne slog til med to sejre i den sidste del af grundspillet.