Kampstart 19:00 i Martinsen Arena

Det bliver revanchens stund for Herlev Eagles i aften, når det gælder hjemmepremieren mod Esbjerg Energy.

Det er lige nøjagtig en uges tid siden, at ørnene tabte 0-2 til samme Esbjerg Energy i en kamp, der balancerede på en knivsæg lige til det sidste.

Så kom Arturs Kulda ind og afgjorde en kamp, der havde de to målmænd Seldrup og Hellnemo som absolutte hovedpersoner. 

- Jeg er selvfølgelig særligt tilfreds med forbedringerne i vores defensiv. At gå fra at måtte notere sig syv scoringer i eget net til et shutout er bestemt mærkbart. Og jeg ved godt, at defensiven tager udgangspunkt i seks spillere, men jeg har også bidt mærke i den indsats, som Mathias Seldrup leverede i målet for os, siger Esbjerg Energy-træner Markus Åkerblom i Esbjergs kampoptakt.

- Som sagt bidrog alle i onsdags til at holde Herlev fra fadet. Og det kræver mere end en dygtig målmand for ”at spille til nul”. Vores forsvar fungerede godt med udgangspunkt i struktur og hårdt arbejde. Men ”nullet” krævede nu også, at Mathias fandt et par store redninger frem og reddede os, tilføjer han.

- Når vi skal til Herlev på onsdag, skal vi møde op med samme mindset. Vi har mødt de to finalister fra sidste sæson i de to første kampe og møder sølvvinderne igen på onsdag. At skulle møde op i København og hente point kræver noget af holdet i form af tro på tingene og tillid til strukturen, siger Åkerblom. 

Herlevs Carl Skärström til HerlevSporten:

- Det var en tæt kamp i Esbjerg, men hvis vi kan være lidt skarpere, burde vi kunne vinde. Vi har et godt hold, og vi spiller hjemme. Ja, jeg tror, der er en god chance for at vinde, siger han. 

Det forventer vi: Det ser ud til at blive ligeså tæt og jævnbyrdigt som sidste onsdag. Denne gang skal Herlev i den grad tage initiativet og mon ikke vi ser ørnene gå i offensiven fra start.

Skader/karantæner: Herlev Eagles' Oliver True afsoner anden og sidste spilledag af sin karantæne mod Esbjerg. Charlie Curti manglede i sæsonpremieren. Esbjerg Energy manglede senest Nicolaj Henriksen.

Kommentator: Se kampen fra kl. 18.55 på DirekteSport. Henrik Bauch kommenterer.

Hold øje med: Skal førstekæden med Asperup, Jonsson og Cubars slå til for Herlev i aften? Herlevs paradekæde er oppe mod Zane Franklin, Troy Lajeunesse og Oliver Kjær. 

Historikken: I sidste sæson endte fire ud af seks kampe mellem Herlev og Esbjerg uafgjort efter ordinær tid. Også her taler det for jævnbyrdighed. 

Statistikken: Esbjerg vandt skudstatistikken 29-19 i opgøret i sidste uge. Vender Herlev i aften?


Frederikshavns forløsning: Endelig lykkedes det at vinde på udebane i ordinær tid