Herlev Eagles spillede en forrygende premiere i 50 minutter i sidste uge mod Rungsted, men smed det hele på gulvet i slutfasen, hvor Daniel Baastrup-Andersen fik en fem minutters-udvisning, der kostede to Rungsted-scoringer og dermed et point i ordinær spilletid. Den endte 5-5, og så tog Rungsted bonuspointet i overtid.
Men Herlev-træner Patric Wener kunne egentlig glæde sig over, at ikke mindst hans offensiv viste rigtig gode takter med Alexander Lindqvist Hansen i spidsen. Kyle Osterberg var godt kørende og den snu russer Lapenkov var ikke en ørn i hurtighed, men viste sig ganske intelligent spillende. Det kunne være en god russisk hockeyhjerne, som Herlev har hentet ind der.
Gæsterne i aften er en foreløbig ubekendt, eftersom Frederikshavn endnu ikke har spillet en kamp i Metal Ligaen i denne sæson. Nordjyderne træder ind i turneringen som det sidste hold, og træner Jari Pasanen har altså haft masser af forberedelsestid og mulighed for at se aftenens modstander an.
Spændende at se, hvilket spillemæssigt ansigt Frederikshavn kommer med i aften. Er det offensivt indstillet eller spiller White Hawks ud fra en stram defensiv på udebane, som nu og da har været Pasanens varemærke?
Mange fornuftige profiler på holdet hos Frederikshavn, der kun mangler Alex Bumagin i aften. Canadiske Mark McNeill er nemlig blevet klar, skriver White Hawks hjemmeside.
- I front har det længe været et issue, at Mark McNeill - det nye canadiske islæt hos frederikshavnerne - ikke har kunnet få sin arbejdstilladelse. Af den grund har han ikke spillet en eneste træningskamp, og det har han selv været irriteret over. Den irritation kan han pakke væk, for tilladelsen er tikket ind tirsdag formiddag, og McNeill spiller mod Herlev. Det samme gør en formstærk Jesper Jensen, der lige har været med til at sikre landsholdet sin første OL-kvalifikation, lyder det.
Hold øje med: Joseph Jonsson, Herlevs svenske center, viste sig igen som en glimrende playmaker i premieren mod Rungsted. Hos Frederikshavn er der stor spænding om Mark McNeill, der har leveret glimrende i Allsvenskan i sidste sæson hos Vita Hästen.
Skader/karantæner: Aleksander Bumagin er stadig ude for Frederikshavn, mens Herlev formentlig kan stille i stærkeste opstilling i aften.
Det forventer vi: Herlev og Frederikshavn spiller ofte tætte kampe i Spar Nord Arena, og med en sæsonstart og et formentlig lidt forsigtigt Frederikshavn-hold in mente, kan det sagtens blive en helt tæt affære i aften igen.
De indbyrdes kampe: Frederikshavn vandt de to sidste kampe i sidste sæsons grundspil klart med 6-1 og 4-1, men forinden havde de to mandskaber spillet tre helt jævnbyrdige kampe i Herlev med en sejr til hver og en overtidskamp, som Frederikshavn vandt.
Statistikken: Jake Horton, en anden af Herlevs nye folk, tikkede ind med maksimal spilletid og næsten 25 minutter på isen i premieren mod Rungsted. Jesper Jensen var suveræn topscorer hos Frederikshavn i sidste sæson med hele 52 point. Bliver en stor katalysator igen i den kommende sæson.