Både Herning Blue Fox og Frederikshavn White Hawks har i den grad noget på spil i aften.
Begge hold kæmper for en fjerdeplads i fjernduellen med SønderjyskE og begge hold kan ende som både nummer fire, fem og seks i grundserien og begge hold har haft en op- og ned-sæson som de håber vil kulminere positivt i slutspillet.
Dermed har vi altså en stærk opvarmningskamp til slutspillet, hvor de to hold i teorien - og hvis tingene flasker - faktisk også kan mødes på fredag i den første kvartfinale.
Formkurverne peger hver sin vej.
Frederikshavn har vundet de tre seneste kampe, mens Herning har tabt fire ud af de seneste fem kampe, så ikke mindst for Blue Fox er det vigtigt at finde frem til recepten for slutspillet.
Herning var bagud 0-3 i Esbjerg efter første periode fredag aften.
- Det handler altid om at minimere fejl, men sådan en præstation som i første periode kan vi ikke gentage i slutspillet. Der skal vi være 100 procent koncentreret hele vejen, sagde Patrick Madsen til Herning Folkeblad efter kampen fredag aften i Esbjerg.
Netop Esbjerg formåede Frederikshavn at besejre søndag eftermiddag, hvor Mathias Mølgaard spillede sin bedste kamp i sæsonen og virkelig strålede.
- Vi stod solidt defensivt og var gode til at score på vores chancer, og det spil skal vi tage med videre til slutspillet, for så kan vi nå langt, sagde Mølgaard til Nordjyske efter kampen.
Det forventer vi: En tæt og hård kamp, hvor begge hold spiller om noget. En "for-kvartfinale" uden særlig mange mål, der sagtens kan ende i overtiden.
Hold øje med: Målmændene skal steppe op. Filip Larsson står med 88,84 i redningsprocent, mens Simon Nielsen står med 87,26. Det skal forbedres - i aften og frem til slutspillet.
Historikken: De to hold har spillet fem gange mod hinanden i løbet af sæsonen. Ingen overtidskampe og 3-2 til Frederikshavn i kampe.
Statistikken: Trækker vi statistikkerne en tand længere tilbage, så står Herning med fem nederlag i de seneste seks kampe, mens Frederikshavn står med syv sejre i de seneste ni kampe og KUN har tabt til SønderjyskE (to gange) i den periode.
Skader/karantæner: Uafgjort i savnet af store profiler i resten af sæsonen, hvor Frederikshavn mangler Bumagin, mens Herning mangler Bau. Christian Dreier og Christoffer Åkesson ude søndag for nordjyderne, mens Mads Christensen manglede for Herning.