Kampstart 20:30 i Kvik Hockey Arena

Så er der tv-hockey på TV2 Sport i aften, hvor stationens altid kompetente team står klar til at guide seerne igennem 60 minutters god hockey. I aften altså med Herning Blue Fox på hjemmebane mod Herlev Eagles.

Det er en aften, hvor fokus vil ramme to spændende spillere, der i aften gør comeback. I Herning glæder man sig over, at Daniel K. Nielsen efter et langt skadesfravær er klar igen.

Trods sine 40 år er han stadig en central skikkelse hos Blue Fox og i herningensisk ishockey og altså på jagt efter endnu et DM-guld til samlingen. Og måske også på jagt efter en kontraktforlængelse, for intet har tydet på, at Daniel K. Nielsen på nogen måde er færdig med at spille ishockey endnu. 

Så det bliver et stort offensivt og defensivt tilsæt hos Herning, og det samme får Herlev ind med Niklas Tikkinen, der i de seneste sæsoner har været en af Metal Ligaens bedste offensive backer.

Han skiftede til Østrig og Linz inden denne sæson, havde ikke sit bedste år, og er altså nu tilbage i Danmark og Herlev, hvor han står klar med sit stærke slagskud og dermed formentlig kommer direkte ind i Herlevs powerplay.

Det er 14 dage siden de to hold senest tørnede sammen, og her blev det en målrig affære med 7-5 til Herlev og en slags åben slagudveksling i 60 minutter. Mon ikke begge hold ønsker at stå lidt mere "tight" i aften?

Det forventer vi: At Herning forsøger at lægge et tungt og fysisk tryk på Herlev, der omvendt vil lure på omstillinger og powerplay. Det kan sagtens blive interessant på TV2 Sport i aften. 

Hold øje med: Mathias Bau Hansen er en evig kilde til uro i modstandernes forsvar og holder han fokus det rette sted, er han jo hyperfarlig. Hos Herlev bliver en anden mand med samme fornavn, Asperup, bedre og bedre og er efterhånden faldet stærkt ind hos Herlev med sin kreative spillestil. 

Historikken: Tager vi sidste sæson med, er de fem seneste opgør mellem de to hold endt med hjemmesejr. I denne sæson har Herlev vundet de to opgør i Herlev og Herning vundet den ene kamp i Herning. Bliver det et-tallet igen?

Statistikken: 12 mål i den seneste kamp (7-5) er det højeste i en indbyrdes kamp siden januar 2017, hvor Herning vandt med hele 10-2 i Herlev. Så forvent ikke en SÅ målrig kamp i aften igen, når du tænder for dit tv. 

Skader/karantæner: Vi lader billedet stå nogenlunde åbent, men konstaterer, at Herlev var hårdt ramt på backerne lige inden pausen og var helt nede på tre-fire regulære backs til kampene. Herning har med sikkerhed Peter Eg Larsen ude, men ellers er midtjyderne tæt på fuld skrue. 


METAL FINAL4 gav overskud: Tilfreds Aalborg-direktør gør status OPTAKT: Aalborg Pirates-SønderjyskE