Kampstart 19:30 i Spar Nord Arena

"Så er den der igen", synger Odenses fans hver gang, Bulldogs har scoret. 

Her begynder vi med at sige "så er den der igen" om den højtelskede, spændingsmættede og næsten altid jævnbyrdige kamp syv. Det er som skrevet i går 34. gang, at det helt store slutspilsslag skal udkæmpes, og i aften er det næsten umuligt at forudsige, hvem der vinder. 

Både Odense og Esbjerg sluttede på 78 point i grundserien efter en del op- og nedture. Begge har været helt oppe at snuse til top 2, men endte altså lige. Og den her serie har afspejlet de to holds sæsoner. Det er gået op og ned for både Odense og Esbjerg, og derfor er det helt logisk, at vi ender hvor vi gør.

Hvad bliver afgørende? Det kunne være målmandsduellen, hvor Bergvik har føringen i redningsprocenter (93.38) mod Seldrup (91.38). Eller en Oliver Kjær, der er flyvende igen efter en lang scoringspause? Hvad med Jonathan Brinman, der måske har været den bedste spiller i serien. Dukker Vili Laitinen op? Gør Phillip Larsen? Hvem får flest udvisninger? Hvordan er dommerlinjen? Hvem tør tage chancer?

Det bliver med garanti et drama, som du kan følge direkte på Metalligaen.tv, hvis ikke du er i Odense i aften. 

- Generelt synes jeg, at vores topniveau er højere end Odenses, og det skal man kunne se i en kamp, hvor alt står på spil, siger Oliver Kjær til JydskeVestkysten i dag. 

- Det ville være fantastisk at komme i semifinalerne. Sportsligt vil det betyde, at vi for alvor manifesterer os i toppen af dansk ishockey, som vi havde et mål om for tre år siden, da vi kickstartede Bulldogs. Både sportsligt og økonomisk er det jo et kæmpe boost at komme i semifinalerne, lyder det fra Bulldogs-direktør Ole Nielsen. 

Det forventer vi: Vi er der, hvor en eneste kamp gør forskellen på en tilfredsstillende og ikke-tilfredsstillende sæson. Det vil ikke være en fiasko for at tabe, men et nederlag kaster Odense og Esbjerg ud i spekulationer om, hvorvidt man går den rigtige vej. 

Statistikken: Esbjerg har været i semifinalerne i alle årene under Jason Jaspers, men Odense har en kvart- og en semifinale under Paul Thompson. Kampen i aften kan komme til at betyde noget for begge træneres fremtid. 

Historikken: Vi bliver ved at tale om jævnbyrdighed mellem de to hold. Den har været udtalt i hele sæsonen. 10-8 i point til Odense  i grundspillet og nu 3-3 i kampe i slutspillet. Det kan ikke blive meget mere spændende. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads i Spar Nord Arena i aften til det sidste drama i serien. 

Hold øje med: Er det Philip Larsen, der skal lave det afgørende mål for Esbjerg i aften. Eller kunne det være Gunars Skvorcovs, der træder frem i det fynske? Og kig også på powerplayspillet hos begge mandskaber. Det kan også blive vitalt.

Skader/karantæner: Intet nyt i forhold til det meste af serien med en enkelt undtagelse. Grayson Downing spillede ikke for Esbjerg tirsdag. Er han klar igen, er det en fin forstærkning for Esbjerg at hive frem.   


Tallene i Odense-Esbjerg-serien: Hvem har spillet flest minutter, bedste og dårligste +/- KAMP SYV NUMMER 34: Rundt om den ultimative afgørelse