Odense drømmer om den første finale siden 2012, og det første mesterskab nogensinde. Rungsted drømmer om at vende tilbage til finaleserien for første gang 2022, hvor det blev til et nederlag mod Aalborg. Seneste mesterskab faldt i "corona-sæsonen" 2020/21.
Hvad kommer Rungsted med i aften i Odense?
Et hold fyldt med masser af selvtillid og en David Grubak i storform. Grubak har et solidt forsvar foran sig, der i løbet af kvartfinalen blev forstærket med Røndbjerg og Gammelgaard. Det kan blive vigtigt med Rungsteds defensiv mod et bredt Odense-angreb, der sluttede serien mod SønderjyskE med 10-11 angribere, men stensikkert vil spille bredere i de første kampe i serien.
Læg mærke til ikke blot de to første, men også "tredjekæden" Green, Andersson og Nielsson, der er stærkt kørende og måske en af ligaens mere undervurderede kæder. Både Green og Andersson kommer med en enorm ligarutine, mens Andreas Nielsson bare er vokset, siden han ankom til Rungsted.
På den anden side står et Odense-mandskab, der i kamp syv virkelig fik noget ud af angrebslinjen, der især sprudlede i første periode. Jonathan Brinkman, Radim Piroutek og Kristian Jensen viste en form, der sagtens kunne lugte af en finale.
Brandon Estes holder høj klasse på backlinjen, mon ikke Rungsted har et godt øje til ham i forberedelserne, det samme gælder formentlig Joakim Thelin, der er fynboernes føringsspiller i angrebet. Glem heller ikke Filips Buncis, der arbejder hårdt i begge ender af banen.
Det forventer vi: At Odense med hjemmebanen og publikum i ryggen vil tage initiativet fra start mod et Rungsted-hold, der ruller af sted på de omstillinger, som holdet er så dygtigt til.
Hold øje med: Målmandsduellen mellem Niklas Lundström og David Grubak bliver interessant. Hvem finder først momentum i serien og får lukket ned for modstanderen. Rutineret svensker kontra ret ung dansker.
Skader/karantæner: Der burde være fyldt op på kamprapporten, når det går løs i aften i Odense.
Metalligaen.tv: Har Jannik Sønderby på plads i kommentatorboksen.
Statistikken: Ganske pudsigt er det backerne, der placerer sig øverst på topscorerlisten efter kvartfinaleserien. Brandon Estes står med otte point, Malte Setkov med syv point og Morten Jensen med seks point.
Historikken: Det er helt lige i sejre med tre til hver. Den ene Odense-sejr er dog kommet i overtid, så Rungsted har 10-8 i point.