Kampstart 19:30 i Spar Nord Arena

Der er virkelig fredagsbrag på programmet i Odense i aften: 

To formstærke lokalrivaler, masser af tilskuere og god stemning på lægterne. 

Odense tabte 4-5 efter overtid i Herning i søndags, men havde sejren inden for rækkevidde, og fynboerne har spillet solidt og stabilt på det seneste.

Det ser ikke ud til at have generet de fynske spillere, at de har måttet spille med tre kæder (nu tre og en halv, godt og vel) i en lang periode, men selvfølgelig kan det skabe problemer på den lange bane.

Der er næppe tvivl om, at direktør Ole Nielsen har en varm telefon i jagten på at finde en ekstra angriber inden så frygtelig længe.

I aften bliver der dog ikke problemer med at finde kræfter, for SønderjyskE og Odense plejer at få det bedste ud af hinanden.

Sønderjyderne kommer fra en solid sejr på 4-1 over Rungsted tirsdag aften. 

– Vi gjorde mange ting rigtigt i tirsdagens kamp i Rungsted og der er naturligvis også ting vi kan forbedre, blandt andet at holde intensiteten i 60 minutter. Odense har spillet godt på det seneste, og hvis vi skal have point med hjem fra Fyn, så skal der spilles 60 minutters intens og koncentreret ishockey.

- Vi skal bygge videre på kampen i Rungsted og så holde os til vores egen gameplan, som blandt andet er at holde spillet simpelt og tage gode beslutninger i begge ender af isen, siger træner Anders Førster til klubbens hjemmeside. 

Skader/karantæner: SønderjyskE manglende Jonas Borring og William Pelletier i Rungsted senest. Odense manglede Kimi Koivisto, Oliver Villadsen og Rasmus Simonsen senest i Herning.

Det forventer vi: En hård fight og en 50-50-kamp mellem to jævnbyrdige hold. Kan det få betydning, at sønderjyderne har og har haft lidt flere spillere at gøre med i den seneste tid.

Hold øje med: Spændende målmandsduel i aften, hvor Fredrik Bergvik og Patrick Galbraith formentlig beholder pladserne på mål. Bergvik har været stabil siden sin ankomst, Galbraith stod forrygende i Rungsted senest.

Metalligaen.tv: Michael Søvsø er klar til at guide dig gennem de 60 minutter i Spar Nord Arena i aften. 

Historikken: Det er helt lige mellem de to hold i løbet af sæsonen. SønderjyskE vandt de to første kamp, Odense de to seneste. 

Statistikken: Odense har fået point i de seneste seks kampe (fire sejre i ordinær tid, to nederlag i overtid/straffe), SønderjyskE har fået otte point i tre kampe siden 3-13-lussingen i Esbjerg i juledagene som er det eneste nederlag i de seneste seks kampe. 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates Herlev fik visket "skrækstime" i Aalborg ud