Der er sørget for billig fadøl til Odenses fans, der kan hente "kander til kampen" ved VinMedKant Arena i tidsrummet 16-1830, hvor man for blot 40 kroner kan erhverve sig to liter af den gyldne væske, en nissehue og en overraskelse fra spillertruppen. Det er ved "Pucken" og naturligvis med alle restriktioner holdt i hævd i det fynske.
Her er der vel næppe tvivl om, at man lurer på noget "julestort", eftersom aftenens modstander fra SønderjyskE er et såret dyr for øjebilkket.
Sønderjyderne har tabt seks rene kampe på stribe, og ligger altså under Odense i formbaromeret over de seneste fem kampe.
Det gør ondt i Vojens og omegn lige nu, hvor et hav af skader på topspillerne har hærget på det seneste. Det har ikke mindst været hårdt at skulle undvære forsvarsaksen med Mike Little og Mark Prapavessis.
- For SønderjyskE var der i tirsdags mod Herlev tale om de spildte målchancers kamp. Godt nok blev der scoret to powerplay-mål, men der var chancer til flere. Alt for mange muligheder løb dog ud i sandet, og skarpheden kommer igen på prøve fredag aften mod Odense-keeper Tadeas Galansky og Co, lyder det på SønderjyskE's hjemmeside.
Odense Bulldogs fik et kæmpe skud optimisme for en uge siden i fredags, men er stadig under tungt pres på sidstepladsen, eftersom de foranliggende mandskaber henter point nu og da. I aften og senere på julen kan Odense faktisk med to sejre over SønderjyskE trække aftenens modstander endnu længere nedad i tabellen, og det formentlig noget, man har læst i Odenses omklædningsrum, hvor flere af de vigtige importspillere trådte i karakter i 5-1-sejren i Frederikshavn.
Og ikke mindst: Tadeas Galansky stod fremragende og fik hjælp af sin defensiv.
Hold øje med: Målmandsduellen kan blive vigtig i aften, hvor vi formentlig har Henriksen i buret for SønderjyskE, mens Galansky altså holder skansen for Odense.
Det forventer vi: I forlængelse af ovenstående kunne det sagtens blive en nervøs og lige kamp, hvor begge hold først og fremmest tager vare på defensiven.
Statistikken: Og endnu mere i forlængelse kunne powerplay-situationerne og også sagtens blive afgørende. Begge hold slog til i de seneste kampe i overtallet, som bliver uhyre vigtigt i aften.
Skader/karantæner: SønderjyskE spillede uden Mikel Little, Mark Prapavessis, Daniel Galbraith og Victor Rollin Carlsson senest mod Herlev. Odense havde Mikkel Hansen tilbage mod Frederikshavn, men Jeppe Holmberg har siddet ude i de seneste par kampe.
Historikken: De to hold mødtes et par gange tidligt på sæsonen. SønderjyskE vandt 4-0 hjemme og 3-2 efter straffe i Odense.