Så mødes de igen.
Samme sted, men formentlig foran en lidt mindre kulisse.
Da Rødovre og Frederikshavn tørnede sammen i fredags, var der over 2600 tilskuere i Holger Danske Arena til den såkaldte en-kroneskamp, men i aften vil der formentlig være en knap så voldsom atmosfære på Vestegnen.
Til gengæld kommer Rødovre med revanchelyst og motivation efter nederlaget på 1-4 fredag aften, og vi har før set, at Rødovre-hjerterne har kunnet bære motivationen langt i mange kampe.
Omvendt har Rødovre siden sidst både mistet Sami Moilanen og Malte Setkov, så truppen ser efterhånden ret fortyndet ud.
Frederikshavn er derfor favorit i aften - ingen tvivl om det.
- Vi skal sørge for at slutte stærkt af inden pausen, så vi går ind til landsholdspausen med selvtillid og et godt udgangspunkt. Herefter handler det om at spille vores spil – holde os til de grundlæggende taktikker og spille med fart. Vi er bedst, når vi holder det simpelt og fokuserer på hinanden, både i offensiven og defensiven. Det er den tilgang, der har bragt os sejre, og som vi vil fortsætte med at bygge vores spil på, siger backen Jaeden Martin - i øvrigt med fortid i Rødovre - til frederikshavnernes hjemmeside.
White Hawks kan, hvis de øvrige resultater flasker sig, komme op i kampen om top fire-placeringerne inden den afgørende fase af grundspillet.
Der forventer vi: At Frederikshavn sætter sig på kampen, men kommer til at kæmpe hårdt mod et Rødovre-hold, der vil stritte imod. Presset er på gæsterne, der SKAL have tre point. Intet mindre tæller.
Skader/karantæner: Rødovre har mistet Sami Moilanen og Malte Setkov og havde Frank Gymer og Oliver Marklund ude med skader. Frederikshavn manglede senest Mikkel Skov.
Historikken: Er helt ligetil at skitsere. Frederikshavn har vundet fem af fem kampe og tjent 15 point mod Rødovre i denne sæson. I aften kan White Hawks fuldende stimen.
Statistikken: Rødovre har tjent 10 point på hjemmebane og har en enkelt sejr af de seneste fem kampe i Holger Danske Arena. Frederikshavn har vundet en af de seneste fem udekampe - det var i Rødovre.
Hold øje med: William Bundgaard er tilbage efter sin skadespause. Kan han gøre en forskel i aften? Frederikshavn kommer med en Jesper Thörnberg, der stod både for mål og assist i det seneste opgør.
Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch på plads til at kommentere i Rødovre denne tirsdag aften.