På mange måder er aftenens kamp i Rødovre yderst vigtig og kan næsten være definerende for resten af sæsonen:
Rødovre er bagud i tabellen generelt og lige nu 9 point efter lokalrivalerne fra Herlev (16-7). Dermed kan Rødovre enten tage et godt skridt opad mod Herlev ved en sejr eller ved et nederlag trampe så langt ned i dyndet, at det allerede nu kan se svært ud at hente Eagles over tid - også selv om sæsonen er lang endnu.
Så det må være et desperat Mighty Bulls-hold, der dukker op på hjemmebanen i aften, og det er vel også en slags desperation, som målmand William Rørth udtrykker på klubbens hjemmeside i optakten til kampen.
- Vi skal finde den gejst og det spil frem, vi viste i første periode mod Rungsted. Vi har det der skal til, men ikke meget går vores vej i øjeblikket, og det betyder vi skal knokle hårdere, fokusere på de små ting og ikke mindst kæmpe med hinanden og ikke mod os selv, da vi pt. er vores egen sværeste modstander. Vi er nødsaget til at arbejde hårdere defensivt og som et hold, og spille mere simpelt, når det brænder på, siger han.
Rørth håber på stor støtte fra Rødovres fans i aften, og forhåbentlig får vi - både i arenaen og på TV2 PLAY - samme gnistrende stemning, som da de to hold senest tørnede sammen. Der kogte det.
Herlev kommer med målet om at distancere Rødovre, men også i håbet om at spille sig ind i Metal Final4 for anden gang i klubbens historie.
Ørnene er fulde af selvtillid efter 2-1-sejren i Aalborg og spændende, hvordan Patric Wener sender sine mænd ind til kampen. Bliver det med fuld skrue fremad for at overveje det "mangel på selvtillids-"ramte Rødovre-hold, eller bliver det afventende og lidt mere roligt?
Herlev synes i hvert fald at have mental overhånd mod rivalerne lige nu.
Det forventer vi: Det MÅ blive et lokalopgør, der slår gnister. Rødovre skal give alt, Herlev plejer at levere varen i lokalopgørene, der lige nu er den største rivalisering på Sjælland.
Skader/karantæner: Rødovre manglede Jonatan Nielsen, Marco Illemann og Oliver Kjær senest i Aalborg. Et par dage forinden var Herlev også i Aalborg, hvor man var uden Alexander Lindqvist Hansen og Max Vilstrup Olesen.
Statistikken: Begge hold har faktisk Aalborg på "CV'et" i den seneste Metal Liga-kamp. Herlev vandt 2-1 sidste torsdag, mens Rødovre tabte 2-5 i Gigantium et par dage senere. Rødovre har et point i de seneste fem kampe, Herlev fem point mere.
De indbyrdes kampe: Herlev vandt den første kamp i sæsonen med 3-1 og har vundet fire af de seneste fem kampe mod Rødovre i Metal Liga-regi.
Hold øje med: Jonathan Brinkman og Magnus Carlsen har været offensive lyspunkter for Rødovre i indeværende sæson. Kan de levere varen i aften mod den gamle Rødovre-dreng Matthias Asperup, der er brandvarm for Herlev. Det samme gælder svenske Joseph Jonsson.