Efter at til tider ret decimeret Rødovre-mandskab i syv ud af otte kampe havde holdt modstanderen så langt, at målmanden kunne tages ud med håb om uafgjort - det lykkedes at få 6-6 senest i Odense efter 60 minutter - lykkedes det ikke i fredags i Frederikshavn, hvor Olaf Ellers tropper tabte med 2-6.
Rødovre kæmper og kæmper, nu for at få et godt afsæt til næste sæson, og skal man se positivt på denne sæson, så er der masser af unge mennesker, der får værdifuld erfaring frem mod en længere Metal Liga-karriere.
En af dem, der dog ikke kommer så langt, er backen Edvard Lundmark, der har fået chancen for en god civil karriere og derfor har sagt farvel til både Rødovre Mighty Bulls og ishockeyen.
Dermed altså endnu en "fortynding" af Rødovre-holdet, der senest har manglet fem-seks spillere i hver eneste kamp. Det er benhårdt, intet mindre.
Odense kommer fra 2-3-nederlaget mod Herning for en uge siden, som den seneste kamp.
Her spillede fynboerne fornuftigt, men ikke helt intenst nok til at holde grundspilsetterne stangen over 60 minutter.
Odense er dog klar favorit i aften, også selv om man lukkede seks mål ind senest mod Rødovre. Det kommer næppe til at ske igen.
Det forventer vi: Fynboerne er storfavorit mod et decimeret Rødovre-hold, der formentlig skal score en del mål for at få point i aften. Bulldogs skal nok finde vej til en del mål.
Hold øje med: Lasse Carlsen er en stabil fyr i Rødovres forsvar og kom endda på scoringstavlen mod Frederikshavn senest. Hos Odense kan man glæde sig over, at Filips Buncis formentlig er tilbage efter overstået sygdom.
Metalligaen.dk: Har Henrik Bauch på plads i Holger Danske Arena til at guide seerne gennem 60 minutter.
Skader/karantæner: Odense uden Mathias Mølgaard og Buncis senest, mens Rødovre senest i Frederikshavn manglede Frank Gymer, Sami Moilanen, William Bundgaard, Niclas Krarup, Sebastian Bergholt og Oliver Marklund.
Historikken: Seneste opgør vandt Odense 7-6 efter overtid, og har ellers vundet de seneste to kampe: 4-3 efter overtid hjemme og 5-3 ude.
Statistikken: Rødovre er det suverænt dårligste hjemmehold med kun syv point, Odense er det næstbedste udehold i ligaen med 29 poijt.