Rungsted er nummer seks i tabellen, mens Aalborg er nummer et.
Det er to af de få ting på denne tirsdag aften, der er sikre inden aftenens kamp i Concordium Arena, hvor de seneste mange sæsoners to mest vindende klubber tørner sammen.
Rungsted venter på at møde enten Herning eller SønderjyskE, mens Aalborg venter på, at Frederikshavn og Rødovre afgør sagerne i Holger Danske Arena i Rødovre.
Mon ikke Rungsted gerne vil en tur til Herning med 5-3-sejren søndag eftermiddag in mente? Og kunne man ikke forestille sig, at Aalborg ville foretrække kassekampe og korte busture i en serie mod Frederikshavn?
Kan de to hold bruge kampen i aften til noget. Det skulle være at forlænge sejrsserierne, bevare selvtilliden og holde sig i gear frem mod kvartfinalerne, men helt nede ved facitstregen er dagsordenen formentlig at komme gennem kampen uden skader og gøre klar til kamp på fredag.
Spillere, der er "halvskadede", kommer næppe på isen.
Trods den præmis kan det sagtens blive underholdende mellem to hold, der altid ønsker at spille fremad og underholde publikum. Rungsted og Aalborg har det med at spille seværdige kampe, hvorfor ikke i aften?
Skader/karantæner: Det var bemærkelsesværdigt, at Rungsted vandt i Herning i søndags, for det var uden en hel række af spillere: Rungsted spillede uden Jack Jacome, Gustav Green, Lucas Andersen, Morten Jensen og Matthias Asperup. Det var ikke hvem som helst, der manglede. Hos Aalborg spillede man mod Rødovre uden Lasse Bo Knudsen, Jonas Brøndberg og Pierre-Olivier Morin i kampen mod Rødovre.
Det forventer vi: En kamp, der er vældig svær at forudse. Motivationsfaktoren hos Rungsted kan være at fortsætte sejrsrækken, mens Aalborg kan spille sig op over 100 point, hvis det lykkes at hente point i aften.
Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch på plads i Rungsted, hvor han guider seerne gennem de 60 minutter.
Hold øje med: Quinn Ryan har pisket noget intensitet ind på Rungsted-holdet, mens Aalborgs Tobias Ladehoff har været glimrende på det seneste og udlignede mod Rødovre i søndags.
Historikken: Aalborg står med 14-1 i point i Metal Ligaen mod Rungsted, men Rungsted vandt det seneste betydende møde i Metal Final4 med 3-0 i Aalborg.
Statistikken: To hold, der kommer ind til kampen i glimrende form. Både Aalborg og Rungsted har vundet fire af de seneste fem kampe, og Rungsted har endda tre sejre på stribe før aftenens kamp.