SønderjyskE tager imod Aalborg Pirates i den ene af aftenens to Metal Liga-kampe, og det ligner en uforudsigelig affære.
Sønderjyderne plejer at have godt fat i Pirates på hjemmebane, men til gengæld har SønderjyskE spillet dårligt efter landsholdsbreaket, mens Aalborg har vundet de tre seneste Metal Liga-kampe - og ovenikøbet to af tre Continental Cup-kampe i samme periode.
Der bliver formentlig debut til nye spillere hos Aalborg. Både Anthon Eriksson og Oliver Kiljunen blev præsenteret i går, og de skulle altså begge stå for tung fysisk tilstedeværelse i den nordjyske angrebslinje.
Spændende, hvordan træner Heiskanen fordeler kæderne på et Aalborg-hold, der begynder at se bomstærkt ud på papiret og formentlig også får Sebastian Ehlers ind som ekstra forstærkning inden længe.
Interessant, at Aalborg henter to forwards og ikke en back mere. Men Ronny Larsen og Heiskanen må have vurderet, at de nuværende syv faste backer er nok til at holde sæsonen ud - med supplement fra William Lund og Jonas Wilquin.
SønderjyskE kommer med en dårlig oplevelse fra seneste hjemmekamp mod Esbjerg, og assisterende træner Casper Stockfisch efterlyser mere "krudt" fra sine spillere.
- Uanset hvem vi spiller imod, så er vores gameplan at spille vores eget spil. Det her bliver naturligvis en svær kamp og selvfølgelig er vi da klar over at Aalborg møder forstærket op, men udgangspunktet er altid at holde os til vores egen gameplan. Vi skal undgå at tage unødvendige udvisninger, og så skal der arbejdes stenhårdt og vises noget vildskab, lyder den korte recept fra Stockfisch.
Vigtig kamp i øvrigt i den jævnbyrdige top, hvor SønderjyskE med en sejr kan komme op på siden af Aalborg, mens Pirates omvendt med en sejr og hvis Herning taber i Herlev kan rykke op på førstepladsen.
Historikken: SønderjyskE har vundet 3-2 i Aalborg og 4-2 i Vojens i de to holds indbyrdes kampe i denne sæson.
Skader/karantæner: Aalborg havde ikke Joonas Niemelä og Sebastian Ehlers med i kampen mod Odense, mens SønderjyskE mod Esbjerg spillede uden Gabriel Desjardins og Peter Truelsen.
Det forventer vi: Aalborg må med den gode form in mente være smal favorit i Vojens, hvor sønderjyderne slet ikke har fundet rytmen på det seneste og tabt to kampe hjemme mod Rødovre (3-4) og Esbjerg (1-5).
Statistikken: Aalborg har vundet de seneste tre kampe med en score på 12-4, mens SønderjyskE har tabt tre af de seneste fire kampe i alt.
Hold øje med: William Pelletier har lavet 10 point i 12 kampe, og har ikke været den profil, som han var i sidste sæson for SønderjyskE. Hos Aalborg må vi kigge på Eric Gotz, der bliver ved at brillere med sit offensive spil og nu er ligatopscorer - som back.
Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads til at guide seerne gennem de 60 minutters ishockey.