Efter en glimrende sæsonstart kom SønderjyskE ned på jorden igen med 3-6 i Herlev, hvor en dårlig anden periode kostede i dyre domme for Mario Simionis tropper.
På en måde kan man sige, at aftenens kamp mod Aalborg er den perfekte lejlighed til revanche, eftersom de fleste iagttagere formentlig udser topholdet fra Nordjylland som favorit. Aalborg har 11 point i fire kampe og styrer direkte mod Metal Final4, mens SønderjyskE har otte point for en kamp mere end Pirates.
- Vi spillede en god første periode i Herlev og så skal vi bare glemme alt om de sidste 40 minutter af den kamp.
Mod Aalborg gælder det i den grad om at være klar fra start. De spillede senest med kun fire imports, men de har også nogle stærke danske spillere som gør en stor forskel på holdet, siger træner Mario Simioni til klubbens hjemmeside.
- De er kommet godt ud af CHL og kommer med masser af fart i skøjterne, så vi skal holde tungen lige i munden og så leverer 60 minutters god ishockey, lyder det videre fra Simioni.
Aalborg vandt tirsdag aften mod Rungsted med 6-5, men de høje cifre var ikke noget, man satte pris på i Aalborg-lejren.
- Alle hold vil gerne lukke ned for den slags, medmindre man har en sjov strategi. I sidste ende er det slutspilshockey, som vi arbejder hen imod, og der går det ikke at indkassere så mange mål, som vi gør. Det er selvfølgelig noget, som vi vil af med. Vi skal se på, hvad der går galt, sagde Anders Koch til Nordjyske efter de 60 minutters "frem og tilbage-hockey" mod Rungsted.
Det forventer vi: En tæt kamp, hvor SønderjyskE i allerhøjeste grad kommer til at lægge vægt på defensiven. Aalborg straffer udvisninger knaldhårdt for øjeblikket.
Hold øje med: William Boysen var dybt skuffet efter nederlaget mod Herlev. Tager han revanche i aften? Hos Aalborg nettede Patrick Bjorkstrand to gange mod Rungsted.
Metalligaen.tv: Michael Damsted tager turen til Vojens, hvor han guider dig igennem matchen.
Historikken: 4-2 til Aalborg i sidste sæsons indbyrdes kampe i Metal Ligaen. Derudover vandt Aalborg sikkert med 6-1 i semifinalen i Metal Final4.
Statistikken: Tommy Giroux og Anders Koch er Aalborgs "pointkonger" - begge står med otte point. Hos SønderjyskE er Valdemar Ahlberg topscorer med fem point.
Skader/karantæner: SønderjyskE manglede Matt Spencer og Max Tjernström mod Herlev, mens Aalborg manglede Matt Salhany og Julian Jakobsen mod Rungsted, hvor papirerne heller ikke var kommet i orden på den nye back, Paul DeNaples. Pierre-Olivier Morin er ude med karantæne.