Kampstart 20:00 i Frøs Arena

Mon ikke der er basis for sæsonrekord i aften i Frøs Arena i Vojens?

Klassikeren mellem SønderjyskE og Esbjerg spilles ifølge sønderjydernes altid pålidelige hjemmeside for 264. gang, hvis man regner kampene i liga og pokalregi med. Altså officielt tællende kampe.

I det samlede regnskab, hvor alle ligakampe og pokalkampe er regnet med, er der en sønderjysk føring med 142 sejre mod 112 til Esbjerg, mens 9 kampe er endt uafgjort. Målscoren er total på 949-916 i sønderjysk favør, skriver sønderjyderne.

Al historik er vel smidt af bordet i aften, hvor lokalopgøret har sine "egne love og regler". Esbjerg-spillerne plejer at være motiveret helt op til tandbeskytterne i Vojens, hvor hjemmepublikummet også har trommer og andet godt klar til gæsterne.

SønderjyskE-træner Mario Simioni summerer op før kampen:

- De to nytårskampe imod Esbjerg er jo noget spillere, fans og sponsorer har set frem til i lang tid, for der er en hel speciel stemning om lige præcis de kampe, i dagene inden året rinder ud. Vi er alle topmotiveret for at komme ud og få oprejsning efter de to nederlag inden jul, men vi ved også at det bliver to hårde kampe, hvor der skal kæmpes om hver eneste centimeter på isen.

- Det er en slidt floskel, men det gælder om at være klar fra start i begge kampe og så skal arbejdetøjet på, for der skal virkeligt arbejdes stenhårdt igennem samtlige 60 minutter. Vi ved, at Esbjerg vil komme og forsøge at spille fysisk og vi skal samtidigt være klar på deres omstillinger, lyder det fra Simioni.

Hos Esbjerg Energy kunne man for et par dage siden glæde sig over sæsonens første sejr over Herlev. 5-4 i en hidsig og underholdende kamp.

- SønderjyskE har fået en god start på årets Metal Liga. Spillet er hurtigt og der er flere spillere, som kender den direkte vej til modstandernes mål. Det betyder, at vi får brug for en god struktur i vores spil og at spillerne må træffe gode valg, for vi kan ikke tillade pucktab, de forkerte steder, hvor vi giver sønderjyderne omstillingsmuligheder, siger træner Jason Jaspers. 

- Der er selvfølgeligt et taktisk element i den slags kampe, men hvordan vi griber tingene an, må publikum vente med at se til de to kampdage. Vi vil, mod SønderjyskE, som mod alle andre hold, forsøge at tilpasse vores taktiske spil til modstanderen, men hvordan vil jeg ikke komme ind på.

- Men SønderjyskE er et kvalitetsmandskab med en klog coach i boksen. Mario Simioni formår at sætte sit hold optimalt op til kampene mod os, så der er ikke plads til fejltagelser. Vi skal spille klogt og disciplineret med den rigtige struktur og være klar fra start til slut.

Historikken: Esbjerg Energy og SønderjyskE har mødt hinanden to gange i denne sæson. I premierekampen vandt SønderjyskE med 2-1 i Vojens, mens det blev 5-4 til SønderjyskE i Granly Hockey Arena efter forlænget spilletid og straffeslag i opgør nummer to.

Statistikken: Det er skørt at tænke på i dag, men i 2021 blev begge kampe mellem SønderjyskE og Esbjerg aflyst på grund af Corona. I 2020/21-sæsonen blev kampene spillet uden tilskuere. Udeholdet vandt 3-2 efter overtid/straffe i begge tilfælde. 

Det forventer vi: Fuld skrald på festen i Vojens. Alt kan ske i en kamp mellem to nordamerikansk prægede mandskaber sådan en aften i december.

Hold øje med: Cam Brown er tilbage på sin gamle hjemmebane i Vojens og er stensikkert topmotiveret. Nikolaj Krag-Christensen klar på at revanchere sig på hjemmebane efter to nederlag på stribe mod Odense og Herlev.

Skader/karantæner: Jannik Christensen, Philip Larsen og Jonas Bjerrum var ude for Esbjerg mod Herlev, mens SønderjyskE i det seneste opgør manglede Marco Petersen, Gabriel Desjardins, Cam Spiro, William Boysen, Jonas Borring og langtidsskadede Mathias Borring. Jonas Borring er tilbage fra U20-VM, mens Mario Simioni har luftet håbet om, at de tre førstnævnte er klar i aften. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Frederikshavn White Hawks HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Rungsted-Herning