Kampstart 19:00 i Frøs Arena

Der bliver tryk på i Frøs Arena i aften, når SønderjyskE og Esbjerg Energy for fjerde gang tørner sammen i Slaget i Syd.

Mon ikke tilskuertallet rammer over 4000 mennesker i aften, hvor SønderjyskE allerede har sendt parkeringsanvisninger ud til publikum? Og mon ikke Esbjerg får rekordagtig opbakning på udebane.

Det bliver en hed aften efter den tætte kamp onsdag, og måske også med flere følelser og mindre disciplin end i Esbjerg onsdag. Her spillede begge hold næsten uhørt "tight" med fokus på at undgå fejl og ikke mindst udvisninger. 

- Vi vandt onsdag aften en kamp, hvor jeg fornemmede vi havde fundet det rigtige slutspilsformat. Opgaven i de kommende kampe bliver, at blive på det rette spor. Kampene kommer tæt og vi har søgt de naturlige rutiner vi har i slutspillet med blandt andet analyser og video af den seneste kamp, fortæller cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy i klubbens kampoptakt. 

- I onsdagens kamp blev vi mødt af en decimeret sønderjysk modstander. De leverede en god indsats og udfordrede os til sidste sekund ud fra en stærk defensiv. Deres trup til weekendens kampe kender jeg selvsagt ikke, men jeg forventer et mere offensivt SønderjyskE-mandskab i aften i Vojens. Så vores mindset skal være på plads, siger han. 

SønderjyskE's kaptajn Villiam Haag.

- Vi har spillet tre gode kampe imod Esbjerg, og jeg føler, at vi bliver bedre for hver kamp vi spiller. Kampen onsdag aften kunne lige så godt være tippet over til vores side. Jeg synes vi arbejder godt over samtlige 60 minutter, nu skal vi bare blive skarpere, når vi får chancen foran Esbjergs mål, lyder det. 

Haag håber, at SønderjyskE's fans kan bære holdet frem i aften. 

- Jeg vil gerne lige endnu engang rose vores fans, og takke for opbakningen både ude og hjemme. Det er fantastisk når man kan høre dem helt inde i omklædningsrummet, og det giver altså ekstra energi når man er presset, lyder det fra svenskeren, der virkelig har været toneangivende hos sønderjyderne i indeværende sæson. 

Hold øje med: Haag bliver nøglespiller i aften som "driver" for SønderjyskE. Hos Esbjerg kunne folk som Casey Gilling og Will Merchant tænkes at dukke op og tage en hovedrolle i aften.

Skader/karantæner: SønderjyskE var onsdag uden Nicolai Bryhnisveen, Daniel K. Hansen, Rasmus Schultz Lyø, William Boysen, Nikolaj Krag Christensen, Mathias Borring og Cam Spiro, mens Esbjerg var uden Jannik Christensen, Cam Brown og Tuomas Vartiainen. Sidstnævnte afsoner sin anden og sidste karantænedag.

Det forventer vi: Mon ikke det bliver fuld fart fremad fra begge mandskaber og mere hidsigt end onsdag. Special teams kan som altid i de her kampe blive en yderst afgørende faktor.

Historikken: Vi kigger på kampene i Frøs Arena i denne sæson. Klar sejr til SønderjyskE i det første opgør i slutspillet og 2-1 til hjemmeholdet i grundspilskampene - en enkelt i overtid. En lille overhånd altså til sønderjyderne. 

Statistikken: I slutspillet gælder sejre og kun sejre. Esbjerg er scoret færrest mål i serien, men er foran 2-1 i kampe. Det gælder om at score på de rette tidspunkter og Energy har på hjemmebane scoret to gange i slutfasen og en enkelt gang i overtid. 

 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates OPTAKT: Herlev Eagles-Odense Bulldogs