Kampstart 19:30 i Frøs Arena

Der er ”Knæk Cancer”-kamp i Vojens i aften, hvor hjemmeholdet spiller i specialdesignede trøjer som det første af de ni Metal Liga-mandskaber. Samtlige trøjer auktioneres efterfølgende bort og går derefter til ubeskåret til det ædle formål.

På sportsligt niveau er det en yderst vigtig kamp for begge hold. En Herlev-sejr vil betyde øget tæthed i midten af Metal Ligaen, mens SønderjyskE med en sejr kan ”knække ligaen over” og sende Herlev, Rødovre og Odense ned i en foreløbig bundkamp.

Sønderjyderne må også være favorit mod et gæstehold, der har virket sårbart i de seneste kampe og i hvert fald over fire en halv periode var i problemer mod Frederikshavn.

Træner Patric Wener er begyndt at rykke lidt rundt i første- og andenkæden og tredje- og fjerdekæden, og spørgsmålet er, om han begynder at blande posen helt i aften.

Hos SønderjyskE siger sportschef Kim Lykkeskov til klubbens hjemmeside:

- Nu skal vi endelig i aktion igen. Det er aldrig sjovt at gå og vente på næste kamp, når man har tabt og vil tilbage på vindersporet. Vi møder et Herlev Eagles-hold, som også er sulten efter en sejr. De er tre point bag os i tabellen, og den afstand må meget gerne blive fordoblet efter aftenens kamp, siger Kim Lykkeskov.

I merchandiseboden i arenaen kan man købe forskellige Bauer-produkter “Can’t Beat Hockey” (armbånd, snørebånd og stickers). Pengene fra salget af disse produkter går ubeskåret til Knæk Cancer.

Hold øje med: Det kræver en stor målmandspræstation af Emil Jidskog, hvis Herlev skal have point med hjem fra Vojens, hvor den offensivt mindede back Matt Prapavessis har fået en rigtig god start på sæsonen.

Historikken: I sidste sæson havde Herlev det rigtig godt i Frøs Arena, hvor det blev til hele otte af ni mulige point. Til gengæld tog SønderjyskE samtlige ni point i Herlev i sæsonens tre opgør derovre.  

Statistikken: Victor Rollin Carlsson er kommet rigtig godt i gang i Vojens og den tidligere Herlev-spiller snitter et point pr. kamp. Knap så godt går det for Herlevs defensiv, der lukker rigtig mange mål ind. 28 mål imod er sammen med Odense mest i ligaen.

Det forventer vi: SønderjyskE vil presse på fra start for at knække et Herlev-hold, der synes mere sårbart end i sidste sæson. Hjemmeholdet er favorit.

Skader/karantæner: SønderjyskE har hele sæsonen manglet Mike Little og Anders Biel, mens Herlevs ditto har været Max Vilstrup Olesen og Tobias Ruelykke.


Frederik Brændgaard på kontrakt i Herning Blue Fox OPTAKT: Herning Blue Fox-Esbjerg Energy