Det er en uge siden "det annullerede mål" og debatten raser stadig intenst på de sociale medier.
Derfor bliver det med sikkerhed en hed aften i Vojens, for som bekendt var det SønderjyskE og Herning, der mødtes i den mildt sagt omdiskuterede semifinale sidste fredag.
Nu gælder det igen en dyst mellem de to rivaler og vi er tilbage i Metal Ligaens grundspil, hvor Herning topper suverænt, mens SønderjyskE ligger nummer syv.
Den forskel kunne man se i den første halve time sidste fredag, hvor gæsterne dominerede totalt. Til gengæld kom sønderjyderne fremragende igen i tredje periode ved at kæmpe Herning ned, og fandt recepten på, hvordan Blue Fox skulle presses.
Så mon ikke også vi får en kamp med slutspilsintensitet i aften?
Noget helt andet er, at sønderjyderne efterhånden trænger til point, så holdet ikke skal falde helt bagud i kampen om den vigtige top fire-placering, som stadig er inden for rækkevidde.
SønderjyskE tabte 4-5 i Rungsted tirsdag aften og kom rigtig dårligt fra start i en kamp, hvor Metal Final4-skuffelsen ifølge træner Anders Førster nok stadig lurede i baghovedet.
Herning kom fra Odense med en 3-2-sejr og fik nøjagtig som Metal Final4-finalen overkommet en modstanderføring og vendte kampen i tredje periode. Det var førstekæden med Bau, Ainali og Poulsen, der sørgede for sejren for midtjyderne.
Det forventer vi: En hård, intens kamp med slutspilsatmosfære. SønderjyskE vil have revanche for sidste fredag, Herning vil vise, at de kan stå imod presset fra Sydjysk Sparekasse Arena.
Hold øje med: En spændende målmandsduel venter. Pettersson stod ikke helt op til niveau mod Rungsted, mens Seldrup holdt pause i Odense og overlod pladsen til Fecers. Mon ikke Seldrup er tilbage i aften?
Metalligaen.tv: Har Michael Damsted på plads i kommentatorboksen i Vojens til at guide seerne gennem 60 minutter.
Historikken: Herning har vundet 4-3 og 2-1 i overtid/straffe og 5-2 i ordinær tid. Og så altså 3-2 i Metal Final4-semien for en uge siden.
Statistikken: SønderjyskE står med seks point i de seneste fem hjemmekampe, mens Herning står med 12 point i de seneste fem udekampe.
Skader/karantæner: Herning var uden Joachim Linnet og Karlis Peca mod Odense senest, mens SønderjyskE i Rungsted manglede Jacob Schmidt-Svejstrup.