Testkamp i Odense klokken 15

Odense Bulldogs spillede en solid omgang hockey tirsdag aften i Vojens, hvor det blev til 2-0 over hjemmeholdet og et shutout til målmand Tadeas Galansky. Efter et par solide nederlag til at begynde med, har fynboerne fundet en god rytme, som Bulldogs-spillerne forsøger at tage med ind til kampen mod Herning i eftermiddag.

Det bliver dog stadig uden Dale Mitchell, der som bekendt er skadet og ude i mindst fire uger, og formentlig også uden Oliver True, der endnu ikke har spillet. Til gengæld har Odense-publikummet endelig mulighed for at se de nye folk Donaghey, O'Donnell og McNally på egen is.

Det bliver stensikkert spillere, der skal tegne Bulldogs i den kommende sæson med vigtige roller både på og udenfor isen. 

Gæsterne fra Herning har - ifølge sportschef Martin Struzinski - blot en enkelt mand ude for øjeblikket, og det er Anders Poulsen, der faktisk forventes tilbage inden for kort, hvor han begynder at træne med holdkammeraterne. Genoptræningen er forløbet perfekt i de seneste uger for Poulsen, forlyder det fra det midtjyske.

Så et Herning-hold i næsten stærkeste opstilling bliver en gedigen test for Bulldogs, der skal være på stikkerne. 

Faceoff klokken 15 i VinMedKant Arena.


"Mænd mod drenge" i Herlev i eftermiddag LIVESTREAM: Herlev Eagles tager imod U20-landsholdet