Aalborg Pirates har skrevet kontrakt for den resterende del af sæsonen med den 29-årige østrigske wing, Emilio Romig, der kommer til Aalborg efter et ophold hos Black Wings Linz, der endte i den tunge ende af ICEHL turneringen.
- Vi er ramt af en del offensive skader i øjeblikket, hvor de unge stepper godt op og tager en masse ansvar. Vi mangler noget bredde på holdet, hvor vi har Continental Cup i den kommende weekend, men også et slutspil, der er lige om hjørnet, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Emilio Romig har tidligere været i Aalborg, men det var tilbage i 2018/19 sæsonen, hvor han var en del af Vienna Capitals, som Pirates spillede mod i Champions Hockey League. Han har også været omkring universitetsligaen, hvor han spillede fire sæsoner for Denver, inden det blev til en sæson i ECHL. Han er ligeledes noteret for et par landskampe for Østrig tilbage i 2019/20 sæsonen.
- Emilio er en skøjtestærk wing, der har god fart i skøjterne, og han er en spiller, der passer godt ind i den spillestil, som vi har i Pirates. Han er stærk i forechecking, hvor han stresser modstanderne, så de ikke får meget tid til at sætte spillet op fra deres egen zone, slutter Ronny Larsen.
Det forventes, at Emilio Romig er spilleklar til aftenens kamp mod Herning Blue Fox.