SønderjyskE vandt en i en hård fight mod topholdet fra Nordjylland

SønderjyskE-Aalborg Pirates 4-2 (1-1, 1-1, 2-0)

Det var et opgør mellem sidste sæsons guld- og bronzevindere, da SønderjyskE tog imod Aalborg fredag aften. Det blev en match, hvor det var spændende til det sidste, og hvor værterne ikke var helt uheldige med at få fuldt udbytte på point-kontoen.

SønderjyskE startede dog bedst i aftenens opgør Alexander Wiklund med den første chance efter bare et par minutter. Og efter fem minutters hockey var det så Mathias Borring, der elegant gled ind i zonen, men 250 kamps-jubilaren sendte skiven forbi kassen.

Hjemmeholdet bevarede dog presset i sekunderne efter og her smed Gabriel Desjardins en præcis tværpasning til back kollega Gustav Nielsen, der iskoldt sænkede pucken til en tidlig føring.

Minuttet senere var Wiklund såmænd tæt på at fordoble føringen, men herefter tog Aalborg over. Flere gange holdt de værterne i et jerngreb i egen zone. Lange sekvenser med et tungt pres fra udeholdet, hvor sønderjyderne ikke gjorde det nemmere for sig selv med flere uovervejede beslutninger i egen zone.

Mattias Pettersson måtte nærmest stå på hovedet for at holde gæsterne fra fadet men med et minut til pause kunne den svenske keeper ikke modstå presset. Flere returer foran hjemmeholdets mål og hver gang var gæsterne hurtigst over dem og til sidst sendte Patrick Bjørkstrand ganske fortjent udeholdet på 1-1.

Starten på anden periode blev lidt rodet, men hjemmeholdet havde fået ladet batterierne lidt op og det udnyttede de til atter at bringe sig i front. Alexander Wiklund med en energisk indsats tæt under mål og en 2-1 scoring. Men føringen blev kortvarig.

En udvisning til Daniel Kønig gav power play til gæsterne og det spillede de uhyre effektivt. Flere flotte og hurtige kombinationer, hvor Pettersson måtte agere sprællemand, men til sidst kapitulere, da Troy Lajeunesse firsttimede pucken ind bag svenskeren med et knaldhårdt slagskud. Et nyt overtal til gæsterne kort tid efter gav flere store muligheder til blandt andre Julian Jakobsen og Kabanov men denne gang red værterne stormen af.

Selv fik sønderjyderne senere i perioden chancen i fem mod tre i halvandet minut, men på nær et farligt skud fra Oskar Drugge, forblev overtalsspillet uden pondus. Derfor var det helt lige på måltavlen men med et forholdsvist stort spilovertag til Aalborg, at de to hold kunne skøjte til pause.

Tredje periode formede sig mere lige, men igen var det SønderjyskE, der slog først til. En på aftenen til tider lidt for ilter Darien Craighead røg i straffeboksen, og selv om det ikke var klassisk power play SønderjyskE diskede op med, så slog hjemmeholdet alligevel kapital af det.

Det var nemlig snarere en spilvending, da Schmidt-Svejstrup førte pucken frem, sendte den på tværs til William Boysen, der hurtigt flyttede den videre til kaptajn David Madsen, som resolut hamrede gummiskiven i kassen med en velplaceret firsttimer. Stor jubel i en fin besøgt arena i Vojens.

Pirates havde dog langtfra opgivet at få point med hjem og to power play med kort mellemrum gav dem flere gode muligheder, men en flyvende Pettersson var her, der og alle vegne. Kabanov, Weichel og back kollega Eric Gotz havde alle bud efter en udligning, men måtte rive sig i håret over den svenske troldmand.

Værterne lurede på muligheden for en omstilling, men måtte flere gange bare slå pucken til icing for at løsrive sig fra gæsternes pres. Tiden begyndte at løbe fra nordjyderne, og man satsede med Georg Sørensen ude og seks markspillere. Her stod hjemmeholdets box dog fint i mod og i stedet kunne Alexander Wiklund lukke matchen med fyrre sekunder tilbage, da han vej til nordjydernes tomme mål.

4-2-sejr til SønderjyskE, og selv om Craighead forsøgte at obstruere de lyseblå klædte spilleres fejring på isen, måtte canadieren sande nederlaget og sammen med holdkammeraterne skøjte slukøret ud. Aalborg var set over tres minutter bedst, men manglede skarpheden og forsømte mange muligheder for at sætte sig på opgøret og blev til sidst straffet af et godt fightende sønderjysk mandskab.

Man bemærkede hos gæsterne især flere gode offensive aktioner fra Troy Lajeunesse og også tilbagevendte Nicolai Weichel efterlod et positivt indtryk. Hjemmeholdet havde gode sekvenser fordelt ud over de tre perioder, og det kombineret med en gedigen fight og en stærk Pettersson på kassen fik skovlen under Piraterne og sendte tre point sønderjydernes vej.

Hos SønderjyskE shinede først og fremmest de svenske spillere, ikke mindst Mattias Pettersson og Alexander Wiklund. Til gengæld må man i Vojens stadig spejde langt efter point fra den tidligere stjerne-forward fra Herlev, Joseph Jonsson, som fortsat er en skygge af sig selv.


Herning fik genrejsning efter storsejr over Esbjerg