Herning Blue Fox - Esbjerg Energy: 7-3 (2-1)(4-0)(1-2)
Herning leverede to aldeles miserable kampe mod Herlev og senest Frederikshavn. Mathias Seldrup, Morten Poulsen og Derian Plouffe kunne vel som de eneste tre være deres indsats bekendt, og det var derfor ganske interessant at følge forhåndsfavoritterne fra Blue Fox da Esbjerg Energy kom på besøg i Kvik Hockey Arena.
Garth Murray havde da også draget konsekvensen og rokeret i de offensive kæder. Beskeden var øjensynligt også at man skulle forsøge at sætte sig på kampen fra start, men bortset fra én enkelt afslutning blev gæsterne indledningsvis aldrig sat under pres.
Det var i stedet ganske stilfærdigt på isen og holdene så hinanden an. Således var det også en udvisning der skulle til før det duftede af mål, men en heroisk indsats af Gordie Ballhorn afværgede på stregen.
Herning skulle alligevel lykkedes med at åbne ballet netop som gæsterne blev fuldtallige. Lukas Bang spillede Martin Eskildsen fri tæt på mål og med et køligt træk i baghånden vippede han pucken op i krogen til 1-0.
Målet lod til at styrke midtjyderne i troen på egne evner og det meste af spillet foregik således i Esbjerg-zonen.
I Philip Schultz har Esbjerg en konstant trussel i angrebet og styringen med baghånden manglede ikke meget fra at overliste Seldrup. Et powerplay fulgte til vestjyderne som dog ikke formåede at prikke hul på Seldrup.
Der var mange fra Herning, der endnu ikke havde budt sig til på måltavlen og én af dem var Maksim Popovic. Glæden var heller ikke til at tage fejl af, da han kunne se sit skud stryge over skulderen på Jacob Smith.
Ganske symptomatisk for værterne klumpede man efterfølgende i den skrantende defensiv og Grayson Downing var ikke sen til at sætte reduceringen blot 34 sekunder senere.
Perioden sluttede med et midtjysk powerplay hvor Smith leverede en stor redning på Plouffe og derfor kunne hjemmeholdet starte anden periode ud i overtal.
Skarpheden til forskel
Herning fik ikke eksekveret i den resterende del af overtallet, men endnu engang fik man scoret netop som Esbjerg blev fuldtallige. Derian Plouffe spinnede rundt om sig selv inden han slyngede en baghånd mod mål. Pucken strøg til stor overraskelse for det talstærke publikum mellem benene på Smith og Herning igen i front med to.
Der var flere gode bud på scoringer i begge ender af isen de efterfølgende minutter. Plouffe og unge Olesen for værterne, mens Niklas Andersen og Simon Grønvaldt forsøgte sig for gæsterne. I powerplay blev Lucas Andersen sat perfekt op, men Seldrup leverede endnu en redning i absolut topklasse.
Mathias Seldrup ligner umiddelbart det klart bedste indkøb man har gjort sig i Herning og ingen savner formentligt den ellers populære Mac Carruth.
Herning slap således med skrækken af et ellers nærgående powerplay fra Esbjerg, og i minutterne efter havde man i stedet selv bud efter måltavlen.
Kampen altså i den grad på vippen og man fornemmede at den næste scoring ville få afgørende betydning for kampens resultat.
Endnu en af de nyindkøb man savnede output fra var talentfulde Marcus Almquist. Også han fik hul på bylden denne aften da han udnyttede både tiden og pladsen til at sende et lavt skud ind bag en ikke alt for heldig Jacob Smith.
Et powerplay fulgte efterfølgende til Blue Fox og så stod der 5-1. Hjalte Thomsen ville også lege med og mellem benene på Smith fandt han hullet til også at score det første mål i sæsonen.
Frustrationen var til at få øje på og Rasmus Bjerrum satte en umotiveret tackling i ryggen på en ikke puck-førende Nordqvist en halv meter fra banden. En alt for voldsom tackling af Bjerrum, der måtte direkte i bad.
Spillet i det efterfølgende powerplay lod en del tilbage at ønske, men Oskars Cibulskis lykkedes til sidst med at sende pucken i nettet til pausestillingen 6-1.
Uskøn afslutning
Esbjerg blev omsider fuldtallige kort inde i tredje periode og strøg straks herefter i powerplay. Det burde have givet en reducering ved Philip Schultz, men det var i stedet Gordie Ballhorn der umarkeret gik hele vejen og lagde pucken bag Seldrup.
Disciplinen haltede nu hos hjemmeholdet der ellers var komfortabelt i front. Esbjerg stillede igen op i powerplay og kun overliggeren stod i vejen for Aleksi Halme der ellers var ganske anonym denne aften.
Kampen var naturligvis afgjort på dette tidspunkt og derfor var der ikke meget nerve i opgøret tilbage. Der er altid en chance for at kampe som disse kan eksplodere i uskønne hævnakter, men det var heldigvis ikke tilfældet denne aften.
Lukas Bang besøgte ellers straffeboksen for tredje gang i perioden men altså uden at han på nogen måde gik over stregen. Netop den tredje udvisning kostede for Blue Fox, da Niklas Andersen med et hårdt håndledsskud svirpede pucken i nettet til stillingen 6-3.
Utallige spilstop prægede generelt tredje periode og der blev ikke spillet meget seværdig ishockey de sidste 20 minutter.
Kampens sidste scoring stod Martin Eksildsen for da han scorede til slutresultatet 7-3. Jesper Olesen stod for det glimrende forarbejde som gjorde det næsten umuligt for Eskildsen ikke at score.