Aalborg kom tilbage på sejrssporet med en overtidsgevinst i Vojens. Martin Højbjerg var kampens helt store spiller

SønderjyskE-Aalborg Pirates 3-4 (2-1,0-2,1-0) 0-1 Let snefald dannede rammen om matchen mellem hjemmeholdet fra SønderjyskE og topholdet fra Aalborg Pirates fredag aften.

Det blev en ganske seværdig match, hvor gæsterne efter to nederlag atter kunne hente en sejr, og for anden gang denne sæson var det efter en overtidssejr i Vojens.

Martin Højbjerg blev 4-3-matchvinder i en kamp, hvor udeholdet grundlagde sejren med en stærk anden periode.

Holdene så hinanden lidt an i en indledning, hvor de store målchancer lod vente på sig.  Steffen Frank forsøgte sig hos hjemmeholdet og Panelin Borg for gæsterne, men uden det blev rigtigt nærgående.

Efter små otte minutter røg MacGregor Sharp i boksen for en cross checking og det udnyttede udeholdet straks.

Et skud fra Krogsgaard ramte en spiller eller to på vejen og den løse puck prikkede Morin i kassen.

I de næste par minutter pressede nordjyderne på, men så kom sønderjyderne bedre med i matchen igen.  Julian Jakobsen måtte en tur i skammekrogen for en slashing på Frederik Bjerrum og i to omgange var Martin Eskildsen tæt på med styringer.

Aalborg blev atter fuldtallige og her var Flodqvist tæt på med et svirp fra face off cirklen.

To minutter til pausen og værterne forecheckede højt i gæsternes zone.

Energisk arbejde af MacDonald og Frank sikrede SønderjyskE pucken og tæt under mål rundede MacGregor Sharp elegant Georg Sørensen og sendte pucken i nettet, 1-1.

Og knapt var spillet sat i gang, før hjemmeholdet atter slog til.

Bag mål krigede Justin Maylan sig til pucken og serverede den for Daniel Nielsen, der med det samme smed pucken retning kassen. 2-1 til hjemmeholdet.

Den fik ikke meget fart på, men var til gengæld yderst præcis og kilede sig ind ved fjerneste stolpe.

Nordjyderne virkede lettere frustrerede, hvilket en helt unødvendig tackling fra Felix Scheel på Steffen Frank kort før slutsignalet vidnede om.

Frustrationerne var vendt til arbejdsraseri fra anden periodes start.

Her stod der Aalborg på det hele, og da Mads Lund røg i boksen for en høj stok, brændte det for alvor på.

Nicolaj Henriksen hev dog et par klasseparader frem mod Flodqvist og Hinse, og da Flodqvist lykkedes med at passere Henriksen, stod stolpen i vejen.

SønderjyskE blev spillet tynde i boksen, men klarede frisag.

Det gav dem et lille boost, men så fejlede Oliver Gatz i egen zone, og det tilbud takkede gæsterne hurtigt ja til.

Nikolaj Carstensen slog til på sin gamle hjemmebane, 2-2.

Kort efter havde Morin et hug på ydersiden af stolpen og det var trængselstider i værternes zone.

Ud af ingenting skabte de dog en kontra, hvor Steffen Frank elegant fik sat Sharp op, men dennes afslutning gik over mål.

Ellers var det småt med de store muligheder til hjemmeholdet. I stedet fik Panelin Borg frit skud, men Henriksen greb ham ud.

Der burde Henriksen nok også have gjort på Jonas Jakobsens afslutning knapt midtvejs i perioden, men pucken sejlede ind i målhjørnet. Måske den store keepers udsyn var dækket, for sådan en puck lader han normalt ikke gå ind. 3-2 til gæsterne.

Herefter vekslede kampen lidt mere, men stadig med et overtag i spil og chancer til udeholdet.

Anders Krogsgaard spillede en stor periode, men fik også sendt en albue i hovedet på Eskildsen.

Eskildsen svarede i samme skift igen med en hård tackling og de to mundhuggedes lidt på midten, uden det blev til mere.

Med under et minut igen på klokken tog Steffen Frank et ryk op ad banen.

Viktor Panelin-Borg kunne ikke helt følge med den lange forward, men sendte i stedet Frank hårdt i isen og videre ind i banden.

Unødvendigt af den svenske back, der dermed bragte sit hold i undertal resten af perioden.

Her var Mike Little tæt på med en hammer fra blå linje, men det blev ved en etmålsføring til nordjyderne efter fyrre minutters hockey.

SønderjyskE jagtede udligningen i tredje periode, men først midtvejs fik man for alvor gang i maskineriet.

Generelt set kontrollerede nordjyderne kampen periodens første ti minutter, men så begyndte hjemmeholdet at bide fra sig.

MacGregor Sharp, der de seneste kampe virkelig er steppet op, var tæt på at gøre sig til dobbelt målscorer.

Rasmus Lyø og Josh MacDonald fik en dobbelt chance tæt under mål, men Georg Sørensen afværgede i flot stil.

Modsat var Martin Højbjerg nærmest en enmandshær.

Stort set alle Aalborg afslutninger, i hvert fald dem med snert, kom fra spilleren med nummer 58.

Henriksen tog imidlertid fint fra.

Med fem minutter igen, idømtes Kabanov en udvisning, og da Julian Jakobsen kort efter også måtte i boksen, var værterne fem mod tre.

Urutineret af veteranen, men endnu mere usmart var det, da Anders Krogsgaard i fem mod tre uhindret fra egen zone sendte pucken ud af spil oppe bag Henriksens mål.

SønderjyskE blev febrilske i fem mod tre, men da man endelig fik stillet op, var Josh MacDonald tæt på.

Også Frederik Bjerrum og Justin Maylan havde fine forsøg, men uden afkast og det blev til en fem mod fire.

Og her slog sønderjyderne så til.

Frederik Bjerrum sendte pucken mod mål, og returen endte på staven af Phil Lane, og amerikaneren svigtede ikke.

3-3 til stor jubel for størstedelen af de mere end 3300 tilskuere i Frøs Arena.

Steffen Frank var med et lille minut igen faktisk tæt på at sikre SønderjyskE sejren, men George Sørensen agerer redningsplanke for gæsterne.

Dermed blev det ved pointdeling og overtid.

Her fik samme Steffen Frank endnu engang chancen, men valgte en pasning frem for en afslutning, og Aalborg kunne vende spillet.

Og meget symptomatisk for kampen, så blev det Martin Højbjerg, der lukkede og slukkede.

Han cruisede rundt i zonen, og en misforståelse blandt to af hjemmeholdets spillere gav Højbjerg muligheden for frit skud, og det udnyttede den dygtige forward optimalt.

Jubel i gæsternes boks og blandt de medrejsende fans, der efter to nederlag på stribe, atter kunne smage sejrens sødme.

SønderjyskE har fortsat ikke formået at vinde en OT denne sæson.

Men overordnet set må hjemmeholdet trods alt være tilfredse med et point, især med baggrund i en anden periode, hvor man let kunne være kommet bagud med både to og tre mål.

MacGregor Sharp var blandt sit holds bedste denne aften, hvor også Phil Lane viste langt bedre takter.

Defensivt var savnet af Christian Silfver og Daniel Kønig mærkbart hos SønderjyskE, hvor unge Kasper Diedrichsen var kommet i menneskehænder, og hvor Daniel Galbraith til tider var overmatchet fysisk.

Aalborg spillede en rigtig fin udekamp, hvor anden periode var noget af den bedste hockey, undertegnede har set fra et udehold i Vojens denne sæson.

Martin Højbjerg var bedste mand, men også Morin og Hinse faldt i øjnene offensivt.

Defensivt var Nikolaj Carstensen og Viktor Panelin-Borg gode såvel defensivt som frem af banen.

Dermed fik nordjyderne en fin generalprøve før de to arvefjende-opgør mod White Hawks.

 

 

 

 


DIU og Metal Ligaen: Rødovre-urolighederne undersøges straks Rungsted var mest effektiv i kedelig klassiker