Ingen smitte, stor sikkerhed - Aalborg Pirates får store roser for weekendens arrangement

Det er en underlig tid, vi lever i. Alt handler om Corona, og et af de væsentligste parametre, da Metal Liga-klubberne kunne søge om værtskabet for Final4 var sikkerhed for spillerne og de øvrige involverede i arrangementet.

Og lad os slå fast med det samme: Ikke en aktør - alt inklusive - blev ramt af smitte i den stærke boble som Aalborg Pirates havde bygget omkring turneringen.

Holdene (spillerne, lederne og mandskabet bag) ankom allerede torsdag og blev indkvarteret på Scandic-hotellet, der ligger "på den anden side af vejen" i forhold til Bentax Isarena. Hvert hold havde sin egen afdeling på hotellet og spiste på forskellige tidspunkter. De kom dermed ikke i berøring med hinanden og blev testet løbende. 

Alle andre involverede aktører skulle møde op med en negativ PCR-test og måtte derefter lægge næse til en lyntest på vej ind i Bentax Isarena - både fredag og lørdag. Det kan formentlig mærkes endnu i nogle næser rundt omkring i Danmark. "Det gør nas" for nu at bruge et klassisk udtryk.

Men uden den rette testaktivitet kom man ikke ind. Sådan skal det være i disse tider.

De fire små delegationer omkring holdene var skarpt adskilt i den i øvrigt mennesketomme Bentax Isarena, hvor Zoom-skærmene og den altid entusiastiske Pirates-speaker Thomas Simonsen livede op. Alt, hvad der manglede var tilskuerne.

Aalborg Pirates og Danmarks Ishockey Union havde etableret samarbejde med ChoraClean, som før og efter ankomst af spillerne i hallen hver dag, havde desinficeret alle faciliteter som spillerne var i. Det samme gjorde sig gældende i boksene i hver af periodepauserne, så det kunne knapt være mere sikkert. 

- På alle måder var det et pletfrit arrangement. Vi skal takke Aalborg Pirates og de mange frivillige for deres arbejdsomme indsats i forhold til at opretholde sikkerheden for alle implicerede. Alle sejr var virkelig sat til og alle følte sig trygge. Stærkt arrangement af Pirates-organisationen, konkluderer Metal Liga-chef Kim Pedersen. 


OPTAKT: SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls Redaktøren: Vedel og Jaspers som weekendens store vindere