Rødovre fik endelig en sejr igen og et ordentlig skud moral via sejren over Herning

Rødovre Mighty Bulls – Blue fox Herning. 6-4 (1-1, 2-2, 3-1) Første opgør I Rødovre Centrum Arena mod Herning i denne publikumsforladte tid var samtidig muligheden for hjemmeholdet at revanchere 4-1 nederlaget for ni dage siden på heden.

Efter et par afslutninger af gæsterne var det Rødovres Fredrik Kaels der med en diagonalpasning bragte ubalance i Hernings defensiv, hvor Bjørn Uldall måtte ty til ufine metoder og udvisning. Tyrenes overtalsspil var dog ikke prangende.

Det var tydeligt at Rødovres spil i egen zone var optimeret siden sidste kamp, med konsekvent udspil.

For mange mand på isen er strafbart og det betød overtalsspil til gæsterne, der dog ikke havde mere held end hjemmeholdet i deres overtal.

En spilvending halvvejs i perioden af Rødovres kaptajn Trevor Cheek, som efter et par træk spillede Marco Illemann helt fri i slottet, havde fortjent en bedre afslutning end tilfældet blev.

Efter godt elleve minutter prikkede Rødovre hul på scoreboardet. Det var Benjamin Mauritzen, der fra blue line mellem venner og fjender sendte pucken i nettet. Simon Nielsen i ræveburet kunne intet se for de fem spillere der stod foran ham.

En udvisning til hjemmeholdets Steffen Klarskov med godt tre minutter til pause, på 2+2 for høj stok, bragte et skud på rammen af rævene før udligningen var en realitet. Anders Poulsen styrede tæt under mål pucken i kassen forbi hjemmeholdets keeper William Rørth, som afslutning på en jævnbyrdig og underholdende første periode.

Anden periode startede med hjemmeholdet i førersædet, men en udvisning til Rødovre efter tre minutter bragte gæsterne i front ved Mathias Bau Hansen, der med effektiv præcision satte pucken i krydset.

Målet lammede i den grad Rødovre der skulle mobilisere alle ressourcer i forsøget på at vende kampen.

Efter ti minutter af perioden blev spillet stoppet så Hernings Mathias Bau Hansen kunne hjælpes skadet fra banen. Knæet lignede det efter en blokering af skud.

Et skud på rammen af Herning i spil fire mod fire, var direkte med til at generere hjemmeholdets udligning. Pucken røg ud midt i zonen til Magnus Povlsen, der fandt Steffen Klarskov Nielsen som fra distancen passerede Simon Nielsen, der nok ærgrer sig lidt.

Herning fik en gylden mulighed for at bringe sig i front da Rødovre sad to mand ude, men savnet af Mathias Bau Hansen var tydeligt, - som en vigtig spiller i netop overtalskombinationerne.

I stedet var det Rødovres Trevor Cheek der shorthanded bragte tyrene i front efter to Herningspillere var ramlet sammen i offensiv zone.

Med to minutter til anden pause kom Herning dog tilbage med en udlignende scoring signeret Marc MacMillan der blev spillet total fri på bagerste stolpe og let scorede.

Tredje periode var tre minutter gammel da Herning var tæt på at score i eget net. En clearing ramte en spiller på skøjten og keeper Nielsen måtte ryste op med en refleksredning for at afvise.

Kort efter fik hjemmeholdet en overtalsmulighed, men det var Herning, der var tættest på med en wrap around af Anders Poulsen som Rørth fik afvist i allersidste sekund.

Hjemmeholdets Dylan Busenius havde man ikke set meget af, men med ni minutter tilbage af perioden knaldede han pucken på mål og på returen kunne Steffen Klarskov Nielsen sætte sin anden scoring ind til ny føring for de trængte tyre.

En udvisning til hjemmeholdet blev overlevet, inden Oliver Kjær med et drøn bragte hjemmeholdet op med to.

Med fem minutter tilbage fik Herning igen en overtalsmulighed, og denne gang gav det bonus. Morten Poulsen med sin anden scoring gjorde sit til at bevare spændingen om kampens resultat.

Et mål i tom kasse blev dog afslutningen på Hernings forsøg på at tage point med hjem. Det var Phillip Schultz der på den måde blev matchvinder for Rødovre der trodsede en skidt dommerpræstation og tog sin anden sejr for sæsonen og slap fri af den lidet flatterende niendeplads.


BILLEDER: SKARPE SKUD fra kampen mellem Rødovre og Herning Spelling skarp i comeback-kamp - Aalborg vandt 4-1 over SønderjyskE