Pressemeddelelse fra DIU og Metal Ligaen omkring uro i Rødovre Centrum Arena fredag 27. december

Lørdag formiddag har DIU og de involverede klubber talt sammen om den beklagelige situation omkring afbrydelsen af kampen mellem Rødovre Mighty Bulls og Rungsted Seier Capital fredag aften.


På baggrund af samtalerne har DIU, Metal Ligaen og klubberne besluttet følgende:

  • På baggrund af en konkret sikkerhedsvurdering vil udebaneafsnittet til kampen d. 29. december mellem Rungsted Seier Capital og Rødovre Mighty Bulls ikke blive åbnet. Tilskuere med tilhørsforhold til Rødovre vil således ikke få adgang til kampen. Det gælder for alle billettyper herunder løssalgsbilletter, Metal-billetter samt DIU-kort.
  • Der vil i indgangen blive truffet en konkret vurdering af tilhørsforhold, og allerede købte billetter til udebaneafsnittet vil blive refunderet.

- Det er naturligvis med stor beklagelse, at vi på den måde kommer til at udelukke helt almindelige tilskuere, som kommer til kampene med det formål at deltage i den fest, der normalt kendetegner ishockeykampene mellem jul og nytår men den samlede sikkerhed i forhold til afviklingen af kampen vejer her tungest, siger Kim Pedersen, Ligachef for Metal Ligaen.


- Kampene mellem jul og nytår er historisk set nogle af de største fester vi har i Bitcoin Arena, og derfor er det med et tungt hjerte vi har været tvunget til at lukke udebaneafsnittet i forbindelse med kampen den 29. december, tilføjer Rungsted Seier Capital-direktør Thomas Friberg.

- Sikkerheden vejer altid tungest og vi har i samarbejde med Danmarks Ishockey Union truffet de nødvendige forholdsregler, så alle tilskuere kan få en tryg oplevelse. 

- Rødovre Mighty Bulls er altid en god samarbejdspartner, og jeg syntes det er synd for de folk der hver eneste dag arbejder hårdt for at få det til at løbe rundt, at et fåtal af utilpassede tilskuere ødelægger det for flertallet, tilføjer Thomas Friberg.


Herlev Eagles spiller mod Rødovre Mighty Bulls d. 30. december og har naturligvis været en del af de samtaler der har fundet sted i løbet af lørdagen.

Herlev Eagles har – i henhold til disse samtaler - opdateret deres sikkerhedsmæssige forhold i samarbejde med Rødovre Mighty Bulls, og der vil være adgang for Rødovre-tilskuere til kampen i PM Montage Arena. Konditionerne for Rødovre-tilskuere kommer til at fremgå på Herlev Eagles’ medier.

I forhold til hvilke sanktioner der derudover skal ifalde Rødovre Mighty Bulls – der som hjemmeklub har arrangøransvaret for kampe spillet i Rødovre Centrum Arena – afventer de en samlet evaluering efter tilbagemelding fra sikkerhedsteamet og en gennemgang af overvågningsvideo og tv-billeder.

Evalueringen vil finde sted i god tid, inden Rødovre Mighty Bulls næste hjemmekamp d. 7. januar 2020 mod SønderjyskE.




Historiens yngste? Herlev stillede med 14-årig reserve og målmandspar på 33 år i alt Virtanen sagde nej til to finske tilbud: Bliver i Herning sæsonen ud