Den finske angriber Teemu Pulkkinen må snart forventes at debutere for Herning Blue Fox.
Han er for længst landet i Danmark, men nåede altså lige nøjagtig ikke dobbeltopgøret mod Herlev, hvor Blue Fox scorede seks point af seks mulige.
Pulkkinen kommer fra den finske Liiga-klub Jukurit, hvor han lige nøjagtig ikke fik spilletid nok til at opfylde sine egne ambitioner. Pulkkinen spillede 11:50 minutter pr. kamp hos Jukurit, og må forventes at få mere tid på isen i Herning, hvor han også er købt til at producere mere end de fire point i 17 kampe, han hidtil har leveret.
Med fortid på de finske juniorlandshold og en sæson i fjor med 15 point i 47 kampe i Liiga og tidligere kaptajn for Espoo, da klubben vandt det finske U20-mesterskab, kan han sagtens have stort potentiale i Herning og Danmark.
- Jeg er kommet til Herning for at vinde guld. Det er både min og klubbens ambition for sæsonen. Vi skal vinde titler, siger han i et interview med Sportherning.dk.
- Jeg har ikke spillet kampe i fire uger, men jeg har trænet en masse og har holdt formen ved lige. Mit fitness-niveau er højt. Jeg føler mig helt klar til at spille med det samme, siger Pulkinnen, der derfor må forventes at debutere i Hernings kamp mod Rungsted på fredag aften.
Pulkkinen er naturligvis også klar til at spille Metal Final4 i Aalborg 18.-19. februar, hvor han får sin første chance for at vinde en medalje med midtjyderne.