"Årets spiller" i det lyseblå outfit er tilbage på SønderjyskE's blå linje efter sommerferien

Fansene i Frøs Arena har sendt mange klapsalver i retning af Rasmus Lyø i den forgangne sæson, og nu kan de glæde sig over, at han også vil have hjemmebane i Vojens efter sommerferien.

Det skriver SønderjyskE Ishockey i en pressemeddelelse. 

Den 27-årige back har forlænget sin kontrakt med SønderjyskE Ishockey med endnu en sæson, og Lyø er dermed klar til sin femte sæson i lyseblåt.

Rasmus Lyø har markeret sig godt i Metal Ligaen, siden han kom til SønderjyskE i 2018, og særligt de seneste par sæsoner har backen også markeret sig godt som målscorer og pointmager – 12 mål og 33 point blev det til i den forgangne sæson.

Fansene fra SønderjyskE Ishockey Support kvitterede efter sæsonen for de gode præstationer, da Rasmus Lyø blev kåret som Årets Spiller i 2021/22-sæsonen.

SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at den stærke back også i næste sæson trækker i den lyseblå trøje.

- Rasmus Lyø har haft en meget flot udvikling i SønderjyskE Ishockey, og han er i dag en af de bedste backs i Metal Ligaen. Han leverer altid en stor præstation i defensiven, men særligt i den forgangne sæson viste han sig flot frem i offensiven med mange mål og point til følge.

- Han har i SønderjyskE udviklet sig til at være en leder, og han betyder også meget for vores kultur i klubben og i omklædningsrummet. Han er meget stærk på isen, hvor han har fået en nøglerolle i vores powerplay-spil, og det kan også aflæses i statistikkerne. Vi er meget glade for, at vi er blevet enige om en forlængelse af kontrakten, og vi glæder os til at se ham i Frøs Arena efter sommerferien, siger Klaus Rasmussen.

Rasmus Lyø ser frem til en ny sæson i SønderjyskE.

- Jeg er rigtig glad for at have forlænget min kontrakt i SønderjyskE. Det føles som det rigtige valg for mig og min videre udvikling. Mit spil i de seneste fire sæsoner er gået i den rigtige retning, og jeg føler, at jeg fortsat kan lægge lag på her i klubben. Jeg befinder mig et godt sted med gode holdkammerater, folk omkring holdet, organisationen samt ikke mindst klubbens fantastiske fans. Alt det var med til, at det var et nemt valg for mig at blive i SønderjyskE, siger Rasmus Lyø.

Rasmus Lyø spillede i februar sin kamp nummer 200 for SønderjyskE og har med kontraktforlængelsen sat kursen mod 250 kampe i lyseblåt.


Frederikshavn White Hawks skriver kontrakt med tre unge spillere Sølvvinderne lover snarlige nye forstærkninger, trænerteam afsløres mandag