Rungsted-direktør Thomas Friberg gør status i sin klumme omhandlende sæsonen 2021/22, og han har altså foreløbig taget afsked med de fire spillere som har stoppet karrieren.
Det gælder svenske Hampus Gustafsson og André Pison, Joachim Holten Møller og Nikolaj Rosenthal, og formentlig vil der også være flere udskiftninger i truppen. Trænerteamet for den kommende sæson afsløres mandag, skriver Thomas Friberg og lover samtidig, at der er flere nye meldinger på vej om næste sæsons trup i næste uge.
Samtidig gør Thomas Friberg på ganske interessant vis status over sæsonen 2021/22, der var yderst turbulent for Rungsted Seier Capital og begyndende med et europæisk CHL-eventyr. Hans ord snupper vi her:
For første gang nogensinde startede Metal Ligaen i august måned, hvor vi på udebane skulle møde Herlev Eagles, i en kamp der skulle vise sig at blive et rigtigt godt billede af sæsonen der ventede. Nichlas Hardt var ikke blevet klar, Mattias Persson måtte opgive at stille til start efter opvarmningen, og i første periode fik Henrik Hetta en revne i lungen, der endte med at koste en uges hospitalsindlæggelse, heraf fire dage på intensiv.
Kampen endte, selvfølgelig fristes man næsten til at sige, uafgjort og vi vandt i overtid.
Allerede nu var holdet noget decimeret, og vi skulle afsted til Ukraine og Østrig for at spille CHL de kommende dage. Jeg brugte mange timer i telefonen fra Kiev, på at tale med hospitalet i Danmark og på at forsøge at støtte Henrik og hans familie. Kampen mod Donbass Donetsk endte selvfølgelig uafgjort, men vi fik en straffeslagssejr og to point med derfra. Når man ser tilbage er det svært at tænke på, at den smukke by som vi spillede ishockey i, mindre end seks måneder senere skulle være en krigsskueplads.
Vi rejste videre til Østrig hvor Klagenfurt, med Sebastian Dahm og Phillip Brugisser på holdet var næste modstander. Det er næppe nogen overraskelse at kampen endte uafgjort, og denne gang tabte vi i overtiden.
Henover efteråret og vinteren fortsatte skaderne med at regne ned over os, og vi måtte undvære Hampus Gustafsson, Jacob Gammelgaard, Sebastian Bergholt, Mathias Røndbjerg, Frederik Bjerrum og André Pison i kortere eller længere perioder.
Skaderne var en stor del af grunden til vi aldrig rigtigt fandt rytmen i grundspillet, men der var også andre årsager, hvilket selvfølgelig også har fået Morten Hagen og undertegnede til at gentænke nogle ting omkring vores setup.
For første gang i Final 4's levetid blev det uden deltagelse af Rungsted Seier Capital, og det gjorde ondt på vores selvforståelse i Rungsted. Man hører ofte folk sige at det er en "ligegyldig" turnering, men jeg ved at alle Metal Liga klubber rigtig gerne vil deltage.
Undervejs kom Thor Dresler til for at styrke trænerteamet, og efterhånden som vi nærmede os slutspillet begyndte spillerne at vende tilbage fra skader, og vi begyndte så småt at finde rytmen.
Vi glædede os alle til at komme i gang med det første slutspil hvor der kunne komme tilskuere, siden vi vandt tre år tidligere på udebane i Vojens.
En ret overbevisende 4-1 sejr over Herning Blue Fox i kvartfinalen, blev afløst af en semifinaleserie mod Esbjerg, hvor vi utallige gange bevægede os på kanten af exit. Nede 1-3 i serien var vi tvunget til at vinde én gang på hjemmebane og to gange i Esbjerg. Kamp 6 på hjemmebane hvor vi udlignede med 4,2 sekunder tilbage på uret, vil helt sikkert blive husket mange år fremover af de tilstedeværende i hallen, og vi endte som bekendt med at være det første hold i syv-kamps æraen der vandt en slutspilsserie uden at vinde nogle kampe i ordinær spilletid.
Finaleserien mod et utroligt profil,- og formstærkt Aalborg hold, endte med et 1-4 nederlag i serien, og vi må nok erkende at vi tabte til Metal Ligaens bedste hold i denne sæson. Det er efter min overbevisning ingen skam, og herfra skal der selvfølgelig lyde et stort tillykke til Aalborg med det danske mesterskab.
Jeg har allerede advaret vores nordjyske kolleger om at vi kommer tilbage næste år, for at tage mesterskabspokalen tilbage.