Herlev Eagles begynder stille og roligt at få truppen til den kommende sæson på plads.
De seneste dage har Herlev præsenteret tre navne til truppen for 2024/25.
En af de nye hos Herlev bliver Rasmus Simonsen, der i de seneste sæsoner har leveret en habil indsats i tredje- og fjerdekæden hos Odense Bulldogs. Simonsen var dog skadet i store dele af den netop afsluttede sæson, men han skulle være klar igen, pointerer Herlev Eagles i pressemeddelelsen.
- Rasmus Simonsen har skrevet under på en toårig aftale og bliver altså ligesom Oliver True og Matthias Asperup endnu en mand vi satser på, på den længere bane, skriver Herlev Eagles.
En af de mest rutinerede spillere i Metal Ligaen, Magnus Povlsen, fortsætter karrieren i Herlev.
- Den skøjtestærke back som oftere er at finde bag modstanderens mål end foran eget, får vi altså fornøjelsen af i endnu et år. Den rutinerede backs egenskaber i omklædningsrummet og hans positive energi på og uden for isen bliver vigtigt for den i øvrigt unge backbesætning, som ud over Magnus Povlsen og Tim Daly (to år), indtil nu består af Oskar Just, Noah Samsøe, Marius Kring Andersen (alle et år) samt Jerry Välipiirti (to år) og Jeppe Kramer (tre år), skriver Herlev Eagles.
I den liste dukker Jeppe Kramer også op.
- Jeppe har gjort sig positivt bemærket på træning og er en fremtidens mand, som Herlev vil uddanne til at bide sig fast som elitespiller. Den ”gritty” back er blevet udtaget til U18-landsholdet, der lige nu spiller Division I-VM i Frederikshavn.