Tirsdag aften blev det endelig afgjort. White Hawks møder Herning Blue Fox i kvartfinalerne, der begynder fredag aften. Første kamp spilles i KVIK Hockey Arena.
White Hawks' hjemmeside fangede en forpustet kaptajn Rasmus Søndergaard, kort efter det blev kendt, at det er midtjyderne der står over for høgene.
- Jeg har lige været ude og skovle sne, så det er derfor jeg er forpustet, lød det med en stor latter fra kaptajnen.
Heldigvis er Rasmus Søndergaard bedre med en stav, end en sneskovl, så snakken går hurtigt hen mod den kommende serie mod Blue Fox.
- Vi glæder os helt vildt, og har spillet nogle gode kampe mod dem i sæsonen indtil videre. Så vi håber at få skovlen under Herning, lyder det, med slet skjult hentydning til arbejdet med fortovet hjemme i privaten.
Bortset fra én kamp, så har I haft svært ved at score mod Herning i år. Hvad skal I gøre anderledes?
- Vores powerplay skal være godt, og det har vi heldigvis fået godt fat i, her mod slutningen af grundspillet. Så skal vi have flere pucke på mål, og presse deres defensiv. Vi skal stå godt i banen, få nogle omstillinger, og så skal vi have folk foran mål, og tage nogle tæsk.
Hvad kan være White Hawks fordel i serien?
- Vi har intet at tabe, lyder det kontante svar fra Søndergaard.
- Det er ikke os, men Herning presset ligger på. Vi tror på os selv, der er god stemning i truppen, og selvom vi ved det bliver svært, så tror vi på det. Vi har opnået vores mål i sæsonen ved at komme i slutspillet, men selvfølgelig vil vi gerne mere, så vi skal nyde det, og kunne se hinanden i øjnene bagefter, lyder det fra Rasmus Søndergaard.
Fredag aften går det løs med den første kamp i serien, der som altid spilles bedst af syv kampe.