Metal Final4-weekenden som den blev set af Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø

Det kunne høres helt oppe på øverste etage i den mennesketomme hal, mens spillerne ventede på medaljerne: Brady Shaw var på ingen måde tilfreds med de to udvisninger, han fik i tredje periode i Metal Final4.

Ukvemsordene fra "den nordamerikanske ishockeyordbog" føg over mod de fire dommere, der valgte at ignorere tilråbene for borgfredens og den kommende præmieoverrækkelses skyld. I en kampsituationen havde Shaw formentlig været på vej ud under bruseren i ekspresfart.

Fair nok, at Brady Shaw var hidsig. Udvisningen havde "flere lag" i sig (for eksempel: Fik Brady Shaw sin egen stav i hovedet og var det derfor, han faldt? Faldt ikke lige teatralsk nok? Kan man kalde "den slags" udvisninger på "det tidspunkt" af kampen? osv.). 

Alle, der dyrker sport og hader at tabe ved, at følelserne kan koge over i nederlagets stund. 

Så vi glemmer Shaws hidsighed, nøjagtig som dommerkvartetten, og sender stafetten videre over til Jason Jaspers.

Denne nye træner i Metal Ligaen, der har gjort et så fremragende indtryk, som bestemt ikke blev mindre fremragende, da han blev interviewet til TV2 Sport efter kampen. Der er næppe tvivl om, at Jaspers også brusede indeni over nederlaget, da han stillede op.

Alligevel havde han overskud, ro og klasse til at sige, at nederlaget ikke skyldtes en dommerkendelse, men gav i stedet kredit til SønderjyskE og konstaterede, at Esbjerg først og fremmest skulle kigge indad og bruge nederlaget som lærdom frem mod det kommende slutspil.

Sådan taler en mand med format. 

Format havde også Mike Little, der fortjent blev kåret til årets pokalfighter. SønderjyskE-kaptajnen viste nøjagtig samme takter som i sidste sæsons Continental Cup-finale, hvor han ligeledes fik MVP-titlen.

Januar-weekender passer åbenbart Mike Little rigtig godt.

Der var mange spillere hos vinderne fra SønderjyskE, man kunne fremhæve, for de lyseblå spillede gennemgående med stor disciplin og høj intensitet og var taktisk velforberedt, ikke mindst i semifinalen mod Rungsted. 

Men det er på sin plads at give Yannick Vedel størst mulig kredit. Siden han kom tilbage til dansk ishockey har "hans hold" haft det vanskeligt. Han har ramt moderklubben Gentofte, derefter Herlev og til sidst Odense i trange tider, og med de mange skader har opholdet i SønderjyskE i indeværende sæson ikke været nogen dans på roser.

Vedel har næsten altid - han har i enkelte perioder mistet sit spillehumør - stået for hård fight og hundrede procents arbejdsindsats, og at han er mand i superform blev understreget, da han før sidste sæson vandt Ironman-konkurrencen foran 20 kolleger fra Metal Ligaen. 

I weekenden stod Yannick Vedel endelig i en dansk slutkamp, og hvilken leverance han diskede op med. Styringen, der afgjorde semifinalen var formidabel og resultatet af detaljeret træning.

De to scoringer i finalen var ligeledes perfekt sat ind og krydrede en suveræn arbejdsindsats i 120 minutter. Han var millimeter fra pokalfighter-titlen og beviset på, at hårdt arbejde over mange sæsoner betaler sig. Yannick Vedel er ikke mere uden titler i dansk seniorishockey.

Forhåbentlig kunne man hjemme på tv-skærmen fornemme, at vi fik tre fremragende ishockeykampe at se. Ikke mindst tempoet og skøjteløbet var uhørt imponerende i samtlige tre kampe, der holdt et højt tempo fra start til slut. 

En fornøjelse. 

Samtidig noterer jeg mig, at syv ud af otte målmænd i weekenden var danskere. Det var ikke sket for hverken fem, ti eller 15 år siden. Mads Søgaard minder SÅ meget om en ung Frederik Andersen, Patrick Galbraith leverede en bundsolid weekend med al sin rutine og Jesper Wulff Pedersen kom ind og afløste George Sørensen på upåklagelig vis. 

Det samme gjorde Aalborg Pirates i øvrigt. De fire hold og alle andre tilstedeværende blev pakket ind i bobler, næsetester og størst mulig sikkerhed og med drive-in-hockey, Pirates tv, pick a jersey og flere andre tiltag kæmpede Pirates stenhårdt for at gøre weekenden til en fest.

Men selvfølgelig savnede vi fansene. Intet kan erstatte fans fra Champagnebugten, Yellow Inferno, Pirates Support eller syngende sønderjyder. Uden fans er sådan en weekend ikke helt rigtig. 

Forhåbentlig bliver det anderledes næste år. 

Nu glæder vi os til playoffs, hvor de to klassemandskaber fra Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital vil stå forrest i køen for at ende i den finale, som Esbjerg og SønderjyskE snød dem for i weekenden.

Sikke et slutspil, der venter.

 


Pletfrit arrangement: Sådan foregik Metal Final4 i en bobletid Lykkeskov: Den her triumf betyder ekstra meget