Aalborg Pirates måtte undvære Julian Jakobsen, der var i landsholdsaktion, men havde til gengæld Pierre-Olivier Morin, Stephen Anderson og Ian Edmondson med på holdet, da nordjyderne var på besøg hos Kölner Haie, der i den kommende sæson satser stærkt på at blive et tophold i DEL, den bedste tyske liga.
Aalborg stod godt imod i Köln, hvor Morin fik et mål annulleret, da Köln førte 2-0 i anden periode, men kort efter fik Mikkel Højbjerg reduceret ved hjælp af brormand Martin.
Først i sidste sekund - og med tomt bur - fik hjemmeholdet sat 3-1-scoringen ved Marcel Barinka.
Aalborg spiller i morgen klokken 14 mod Löwen Frankfurt fra den næstbedste tyske række, DEL2.
Esbjerg Energy klarede endda uafgjort mod Düsseldorfer EG i kampen om tredjepladsen i turneringen i Bremerhaven. Esbjergensernes enlige mål blev sat ind af den svenske back Jonathan Lemán, og det stod 1-1 efter 60 minutter.
Derefter scorede Düsseldorf på en breakaway i overtiden, skriver Energys Facebook-side, der beretter om en yderst veltilrettelagt og skarp træningsturnering i det tyske.
Også Herlev leverede en flot kamp, da det blev 3-1 over det svenske mandskab fra Västervik, der - nok lidt overraskende - må drage fra Danmark med to nederlag i bagagen. Vi arbejder på mere nyt fra Herlevs matcher i løbet af de kommende dage.