”Unionen føler sig dårligt behandlet af topspillerne”
”Så mange VM-afbud, at man er holdt op med at føre regnskab over dem”
”Klubleders hårde kritik af UK: Middelmådige spillere sendes til VM”
Sådan lød tre overskrifter i B.T. op til C-VM i den rumænske vintersportsby Miercurea-Ciuc i 1972.
Ved afrejsen fra Danmark var der 20 spillere, som af den ene eller den anden grund havde meldt afbud. Dertil kom de spillere, som havde sagt fra på forhånd af økonomiske eller arbejdsmæssige grunde.
Unionen kunne ikke tilbyde mere end Landmandsbankens 10.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste – til hele holdet!
Jeg mindes ikke nogensinde at have oplevet et større kaos op til et VM og så mange negative historier om dansk ishockey i medierne som i 1972.
Selv om Danmark på den internationale hockeyscene var ”røven af fjerde”, var der bemærkelsesværdig stor medieopmærksomhed og mange tilskuere til kampene i 1. division. Tro det eller ej. I de landsdækkende aviser blev der skrevet mere om ishockey end i dag.
For mange spillere var det selvfølgelig en ære at repræsentere sit land, og flere talentfulde juniorer greb chancen på afbuddene. Bl.a. det nye stjerneskud fra KSF, Jesper Hviid, og Rødovre-spillerne Bent Hansen og Tommy Pedersen. Men for mange rutinerede spillere kunne respekten for de rødhvide farver og ledelsen ligge et meget lille sted.
UK havde inden sæsonen spurgt 17-årige Bent Hansen, hvordan han eventuelt ville stille sig med hensyn til landsholdet.
”Landsholdet er det største, en dansk ishockeyspiller kan drømme om. Men jeg tror ikke, jeg er god nok endnu – er bange for at falde igennem,” lød det forsigtige svar fra Rødovres senere kaptajn og topscorer.
Under Rødovres klubtræner og VM-holdets coach i Rumænien, Lasse Lilja, havde Bent Hansen imidlertid udviklet sig kolossalt under sæsonen, så da han fik tilbuddet, var han ikke i tvivl.
Under den kaotiske VM-sæson mærkede man også stor frustration hos unionens bestyrelse, UK og træner, efterhånden som afbuddene væltede ind. Fronterne var trukket skarpt op. Alle lå i krig med hinanden, og stemningen var dårlig.
”Så mange besværligheder har vi aldrig før haft med at sætte et VM-hold sammen. Det har virkelig været et puslespil,” sukkede UK-chefen Keld Vestergaard inden afrejsen.
Det stærkt reservespækkede hold, som var en kombination af et første-, andet- og juniorhold, sluttede næstsidst, men gjorde det bedre end frygtet. Tabte kun 2-4 til C-gruppens vinder, Østrig, og slog Holland 4-2.
Samme position på den internationale rangliste som året forinden ved VM i Holland, men dengang havde man et stærkere og mere rutineret hold.
DIUs formand, Otto Randholm, gjorde status efter VM og tegnede et skrækscenarie.
”Situationen for vores vedkommende er, at vi skal have bedre resultater, ellers kan vi ikke deltage ved VM fremover. Der er i international ishockey så mange nationer, der ønsker at være med, at IIHF er tvunget til at begrænse deltagelsen,” sagde han.
De følgende tre VM-turneringer i C-gruppen (Holland 1973, Bulgarien 1975 og Polen 1976) gav også næstsidstepladser. Men så skete der for alvor noget i 1977, hvor Danmark i den sidste kamp mod Italien for øjnene af 7.000 tilskuere i Forum i København kun var ét mål fra oprykning til B-gruppen. Danmark var på vej.
Tilbage til sæsonen 1971-72. KSF blev dansk mester med de suveræne canadiere Richard David og Andy Roy og 18-årige Jesper Hviid som de dominerende spillere. Og Jesper Hviid blev kåret som ”Årets Spiller”, valgt af 1. divisionsspillerne. Dengang kunne udlændinge også komme i betragtning til titlen.
”Canadierne har aldrig været populære, så derfor lå det i luften, at det ville blive en dansk spiller, der blev valgt. Kunne jeg have stemt på en klubkammerat, havde jeg helt klart stemt på Richard David som ”Årets Spiller” (51 point i 18 kampe, red.). Han faldt på den modvilje, han havde pisket op mod sig selv på grund af sit temperament og kontante spil,” sagde Jesper Hviid ved prisoverrækkelsen.