Oscar Fisker Mølgaard var to et halvt år, da hans far, den tidligere landsholdsspiller Lars Mølgaard, købte et par skøjter til ham.

Her præsenterer vi skøjterne, som Lars stolt viser frem.

”Da Oscar blev konfirmeret, havde vi stillet dem på bordet,” siger han leende.

”Oscar havde ikke skøjtet rundt i mange år, før vi kunne se, at han havde talent. Men at han skulle blive så god, som han er blevet, dét kunne vi ikke vide. Jeg er overrasket over, så hurtigt det er gået.”

Så talentfuld er Oscar, at næsten alle NHL-klubber har kontaktet hans svenske agent før draften 28.-29. juni i Bridgestone Arena i Nashville.

”Jeg tror, der er mindst 25 klubber, der har vist interesse,” siger Oscar.

Spændt sidder han om en måned - sammen med sine forældre og lillebror Anton, 14 – i Nashville Predators’ arena, når hans navn råbes op. Utvivlsomt i en af de første runder.

Faderen havde selv en drøm om NHL. Som purung wing vandt han guld med Herning i 1991 og 1992, og i 1993 rejste han til Canada og spillede to sæsoner for Dauphin Kings i MJHL.

”Jeg stod derovre uden agent og spillede måske mine kort for dårligt. Jeg havde chancen for at komme til Western Hockey League i min anden sæson, men tog den ikke. Dengang vidste man for lidt. Det var andre tider,” siger Lars.

Far og søn er to vidt forskellige spillertyper. Mens Lars kun kendte én vej, den direkte vej mod kassen, er centeren Oscar tovejsspilleren, der er lige så stolt over en god backchecking og en god pasning som en scoring. Han er en holdspiller. Klog og dedikeret og som menneske helt nede på jorden.

Oscar flyttede i 2021 fra Frederikshavn til HV71 i Jönköping og debuterede i denne sæson som 17-årig i SHL.

Lige så bemærkelsesværdigt er det, at han inden for fem måneder spillede på tre forskellige danske landshold og nød stor tillid hos landstræner Heinz Ehlers i Tampere.

Hvor var det ærgerligt, at han ikke scorede mod USA. Alene med den amerikanske målmand gled pucken fra ham, da han ville skifte fra forhånden til baghånden.

I VM for 20 år siden i den samme by scorede hans far i sin sjette og sidste VM-turnering i den legendariske 2-2-kamp mod Canada. Det havde været godt stof i medierne, hvis junior en lille generation senere havde scoret mod en anden af de nordamerikanske giganter.

På vej hjem fra Finland slappede Oscar af en dag hos familie i København, inden han kørte hjem til Jönköping. Han fyldte 18 år i februar og fik kørekort måneden senere.

Hans far havde været i Tampere og set et par af kampene, og i det hele taget er familieforholdet meget tæt.

”Mine forældre har fulgt mig og bakket mig op så langt tilbage, jeg kan huske. Jeg er dybt taknemmelig. Uden min far og mor havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag,” siger Oscar.

Faderen vandt fem danske mesterskaber (de første fire med Herning Blue Fox og den femte i 2000 med Frederikshavn White Hawks). I 2001 blev han kåret som ”Årets Spiller”. Det var samme år, en 16-årig Herning-dreng, Frans Nielsen, blev ”Årets Rookie”.

”Lige da jeg modtog prisen som ”Årets Spiller”, følte jeg, at det var det største, jeg har opnået i mit hockeyliv. Men efter at have fået euforien lidt på afstand mener jeg dog, at de DM-titler, jeg har været med til at vinde, vejer tungere,” siger Lars.

Jeg husker med gru en episode, der udspillede sig i efteråret 1998 i en kamp i Vojens. Den kunne have fået katastrofale følger.

I et hændeligt sammenstød med en Vojens-spiller kom Lars ud af balance og knaldede i fuld fart hovedet direkte i banden. Så voldsom var kraften, at hjelmen flækkede to steder.

 ”Da jeg lå på isen, fornemmede jeg den utrygge stemning. Jeg kunne læse frygten i ansigterne over mig og høre den på stemmerne. Jeg var selv bange. Angsten for, at jeg havde brækket nakken eller ryggen, overdøvede smerterne,” siger han.

”Jeg kunne forstå på lægerne på Haderslev Sygehus, at nogen havde holdt hånden over mig, og at jeg havde været ufattelig heldig. ”Tror du på højere magter,” spurgte de. ”Lidt, måske.” ”Det skal du nok begynde på,” sagde de.”

Esbjerg-lægen Asger Juul, mangeårigt medlem af DIUs bestyrelse, var blandt tilskuerne og sørgede for, at Lars ikke blev flyttet, før han havde fået en støttekrave om halsen.