Odense Ishockey Klub er formentlig den eneste ishockeyklub nogensinde, der har været i Ude og Hjemme. Damebladet for de modne kvinder bragte en stor feature i løbet af sæsonen 1985/86, hvor OIK for første gang nogensinde optrådte i landets næstbedste række, 1. division.

Det var sæsonen, hvor fynboerne slog de fleste negative rekorder i dansk ishockey. Odense-mandskabet var altid et godt grin værd på avisernes resultatsider om mandagen. Eksempelvis efter nederlag på 5-17 og 1-20 mod Skovbakken, der sluttede næstsidst i rækken.

I alt lukkede OIK 380 mål ind i blot 24 kampe, men fynboernes slidsomme færd gennem 1. division påkaldte sig sympati. Spillerne var tapre og derfor en slags helte. Og det var derfor, Ude og Hjemme og flere andre medier kiggede forbi den gamle Odense Skøjtehal for at skrive om de fynske spillere.

– Fundamentet til 1. divisionsholdet blev støbt nogle år forinden. På det tidspunkt bestod klubben af en række unge drenge med mod på ishockeyen og en del ældre spillere. I 1984/85-sæsonen var det en blanding af de to grupper, der udgjorde førsteholdet, fortæller Kim ”Øgle” Ottosen, der var en af de unge knægte – og med i OIK fra klubbens start.

1-57
I dag er han stadig aktiv som træner, og Kim Ottosen er en de ildsjæle, der var med til at skabe byens ishockeykultur og bære klubben gennem de første, vanskelige sæsoner.

Vi sidder en aften i december 2014 i klubrummet, hvor han fortæller om gamle dage.

I 1984/85-sæsonen spillede Odense i 2. division Vest mod reserveholdene fra de øvrige jyske klubber og vandt en enkelt kamp. Fynboerne skulle derefter ud i et kvalspil mod Hvidovre og Skovbakken om plads nummer syv i 1. division. Fire kampe blev tabt med i alt 1-57.

Derfor var det ganske overraskende, at Danmarks Ishockey Union alligevel ringede for at invitere Odense med i 1. division året efter. Det splittede vandene i OIK, der ellers var kendt som en klub med et forrygende sammenhold.

– Der var en hel del af gamle, der stoppede – de ville ikke være med. Vi stod stort set tilbage med et halvt hold til 1. division. Men fik samlet folk nok, brændte for hockeyen, kørte i tog til udekampene i København og havde det i det hele taget utrolig sjovt, husker Kim Ottosen.

70 nederlag i 72 kampe
En søndag var Odense-truppen på vej til Københavns Hovedbanegård med tog og fik mere opmærksomhed end normalt. Medpassagererne grinede og kiggede underligt på de fynske ishockeyspillere, og det viste sig, at de var på en sektionsforside i Berlingske Tidende den pågældende dag.

DIU ville have gang i Odense, og det fik de. De muntre fynske svende fik både et Humørlegat, kom i førnævnte Ude og Hjemme, og da holdet spillede mod suveræne AaB, havde de nordjyske supportere arrangeret et mål fyldt med pucke til OIK’erne inden kampen. I sympati og drilleri. AaB vandt 24-0 i de to holds første indbyrdes opgør i 1. division. Ingen nåde der.

I tre sæsoner tabte Odense 70 ud af 72 kampe i 1. division. Det blev til to uafgjorte – 6-6 mod Hvidovre og 3-3 mod Rødovres reserver, der spillede under navnet Red Wings. Leif Nielsen var på en uriaspost i målet, hvor han sled og slæbte – og tabte.

Fremsynede folk
– Men der begyndte lige så langsomt at ske noget i kulissen. Fremsynede folk som Jørgen Jensen, Mads Lund og Harm Ehmen kom ind i bestyrelsen. Erik Haugaard blev formand, og ishockeykulturen voksede, fortæller Kim Ottosen.

Så gik det fremad. I 1988 – lige før jul – vandt Odense 16-3 over Gladsaxe og tog den første sejr nogensinde i 1. division. Ted Galo, amerikansk spillende coach fra Rungsted, var kommet til klubben. Peter ”Scooter” Rasmussen, AaB-stjerne, var blevet udelukket fra 1. division på grund af dårlig disciplin og endte i Odense. Og spillerne fra det gamle Drenge A-hold var blevet voksne og dygtige ishockeyspillere.

– Derefter fik vi hentet Ole Andersen til klubben. Han rykkede klubben endnu et gear med sin professionelle tilgang til sporten. Vi sluttede som nummer fire i foråret 1990, og nu var vi endelig et hold, der kunne vinde kampe, siger Kim Ottosen, mens vi sidder og kigger på holdbilleder fra gamle dage.

Holdet fra 1990/91 er historisk. Det var nemlig foreløbig sidste sæson med Odenses bedste ishockeyhold i den næstbedste række.

For blot seks sæsoner efter at DIU havde ringet, spillede fynsk ishockey sig op i Eliteserien.

Kim Ottosen var i mellemtiden blevet assisterende træner for Ole Andersen, men mange af holdkammeraterne fra den første tid var stadig i truppen, der havde fået tilsæt af rutinerede Vojens-spillere som Finn Juhl, Frank Møller, Jeppe Isager og Erik Pedersen. Mads og Mikkel True var hentet i Skovbakken.

I den næstsidste kamp i grundserien tog Odense til Vojens og vandt hele 11-2, og en fyldt Odense Skøjtehal tog imod heltene til sæsonens sidste kamp mod Skovbakken. Resten er historie, og Kim Ottosen glæder sig til den dag, hvor Odense endelig tager et dansk mesterskab.

– Vi har sat nogle store krydser, hver gang vi har fået den første sejr over en ny klub. Så har det ligesom været ”YES, nu har vi også taget dem”.

– Vores første pokalsejr står også som en stor dag. Men jeg har været med i klubben her i 37 år, og kommer nok til at knibe en tåre, når vi en dag tager guldet. Det er der også andre, der gør, siger Kim Ottosen.

Flere historiske fakta:
* ”Man er først en taber, når man holder op med at forsøge at vinde!”. Underforstået: Der er altid en ny kamp, der kan vindes. Det er kendetegnet for Odense-ishockeyhistoriens klub-DNA, fortæller Kim Ottosen.
* Den første udlænding, som Odense spillede med i Eliteserien, var amerikaneren Mike Murray. Han var med til at sikre Odense 12 point i 28 kampe, lige nøjagtig nok til at undgå et kvalifikationsspil. Det blev i stedet Herlev, der kom derned – og københavnerne mistede pladsen i den bedste række til Vojens.

* Odense har tre gange været i DM-finalen, men aldrig vundet guld. Til gengæld har Odense Bulldogs fire pokaltitler at bryste sig af. Klubben har derudover været i to pokalfinaler.