B.T.-journalisten Peter Fredberg har skrevet om ishockey i 50 år. Her fortæller han om Leonid Truhno og sønnen Slava

For 18 år siden blev der skrevet dansk ishockeyhistorie. En smuk historie.

Far og søn på samme hold i den bedste liga.

Og det gør ikke fortællingen dårligere, at familien Truhno den dag i dag stadig er den eneste, der har præsteret dette kunststykke.

Leonid Truhno var dengang 39 år og sønnen Slava 15 år.

Den russiske veteran og ligaens yngstemand optrådte første gang sammen på Rungsteds kamprapport søndag 22. september 2002 i Vojens.

Cheftræner Per Holten Møller beholdt Slava på bænken hele kampen og ventede til hjemmekampen søndagen efter mod Esbjerg med at sende ham på isen.

I sin ”rigtige” debut stod Slava over for sin én måned ældre landsmand, Kirill Starkov, søn af Esbjergs første russiske import, Oleg Starkov.

Per Holten Møller og Esbjerg-coachen Stig Nielsen havde aftalt, at de to fremtidsnavne skulle tage kampens første faceoff.

Mens Kirill senere skiftede til dansk statsborgerskab og kom på landsholdet (spiller i dag for Chateau d’Oex i den schweiziske 2. division), har Slava gennem hele karrieren beholdt sit russiske statsborgerskab.

Jeg talte med familien Truhno inden Slavas debut og mærkede den glæde og stolthed, der lyste ud af far og søn.

”Jeg har spillet sammen med flere af verdens bedste spillere i mine år i CSKA. Men at spille på hold med min søn er det største, jeg kan opnå,” sagde Leonid.

Slava: ”I sidste sæson begyndte jeg at tro på, at det skulle lykkes at spille sammen med min far. Jeg har set ham i hundredvis af kampe og har lært meget af ham.”

Det slog mig dengang i starten af nullerne, hvor meget far og søn ligner hinanden. Samme spillestil, skøjteløb og bevægelsesmønster. Ja, bare måden, de går på.

Per Holten Møller: ”Normalt ville jeg have betænkeligheder ved at rykke så ung en spiller op på førsteholdet. Men ikke i Slavas tilfælde. Fire-fem svenske topklubber vil have ham allerede nu, men vi lavede en tre års aftale med Leonid og Slava i 2001 og slipper ikke Slava lige med det samme.”

Få uger inden far og søns entré sammen i den danske liga kom Leonid Truhno ud for et chok i Moskva. Den bil, han var bagsædepassager i, blev torpederet af en bilist, der kørte over for rødt.

Leonid blev slået bevidstløs, pådrog sig hjernerystelse og måtte syes med 23 sting i nakken. Han vågnede op på sygehuset uden erindring om den uhyggelige hændelse.

Leonid: ”Slava skulle have været med i bilen, men valgte at træne en time ekstra på CSKAs bane. Jeg tør ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis han også havde siddet der.”

Slava spillede to sæsoner i Rungsted og kom i 2004 til Prince Edward Island Rocket i QMJHL. Efter sin første sæson i Canada blev han draftet i fjerde runde af Edmonton Oilers.

Det begyndte at lugte af NHL, da han i 2007 kom til Springfield Falcons, som dengang var tilknyttet Edmonton Oilers. Men i de tre sæsoner i Springfield i AHL nåede han kun at spille træningskampe for Oilers.

I 2011 vendte han tilbage til Europa til en noget omflakkende tilværelse (med en afstikker til Asia League). I sidste sæson spillede han først for Olimp Riga og derefter GKS Tychy, hvor han blev polsk mester.

Slava, 33 år, har i dag kontrakt med Ostrava, men ingen ved, hvornår den tjekkiske liga kommer i gang. Hvem ved, om han dukker op på en lejeaftale på dansk is. Jeg håber det.

I 2016 prøvede Rungsteds direktør, Thomas Friberg, at få ham hjem, men dengang havde Slava andre planer. Han var på vej fra Karlskrona i SHL til Banska Bystrica i Slovakiet.

Leonid Truhno kom til Danmark i 1992 efter fire sæsoner i Europas førende klub, CSKA Moskva, og syv sæsoner i Khimik Voskresensk. Han spillede flere testkampe på landsholdet op til OL i Albertville i 1992, men blev skadet. Bittert. Et hold med spillere fra de tidligere Sovjet-republikker kom hjem fra Frankrig med olympisk guld.

I Danmark spillede han 14 sæsoner i ligaen (to i Rødovre, elleve i Rungsted og den sidste i 2005-06 i Herlev). Ifølge Eliteprospects lavede han i 525 grundseriekampe 444 mål og 950 point og er kun overgået af Hernings målkonge, Todd Bjorkstrand (550 kampe, 627 mål og 1199 point).

Leonid spillede sidste sæson på Gentoftes 2. divisionshold og selvtræner i øjeblikket. Selv om han er blevet 57 år, er han stadig i god form og brølstærk. Så sent som sidste sæson var han på Ruslands veteranlandshold (45 plus) sammen med mange andre af de gamle koryfæer.

I Bitcoin Arena hænger hans trøje med nummer 11 sammen med Nicolai -Clausens nr. 14 og Stefan Elvenes’ nr. 25.

En hyldest til artisten Leonid Truhno. En af de spillere, der har betydet mest for Rungsted gennem tiderne.

Som Thoms Friberg sagde, da Leonid kom op at hænge:

”Jeg kan godt lide, at man hylder sine helte. Det er man ikke altid god til at huske i Danmark.”


HITS: De her spillere sætter flest tacklinger Mads Christensen klar igen : Træls at misse fire uger