Journalist Peter Fredberg møder en legendarisk vestjyde, Søren Jensen, som var med i 22 sæsoner og vandt 13 DM-medaljer, de fire af guld.

Efter 22 sæsoner på Esbjergs førstehold og tæt på tusinde kampe, når vi tæller revl og krat med, altså alt fra træningskampe til DM-finaler og internationale opgør i de vestjyske farver, skulle man tro, at rekordmanden Søren Jensen har fået nok. Men det har han ikke. Som i slet ikke.

Den 53-årige ingeniør fra Esbjerg med glorværdig fortid som en af sin tids bedste danske backs har stadig hockeyen i hjertet.

Han rejser land og rige rundt for at følge sønnerne Morten, 23, og Thomas, 16, som spiller for henholdsvis Rungsted Seier Capital og Esbjergs U17- og U20-hold.

Og billedet af en vaskeægte hockeyfamilie kompletteres af Lise, Sørens kone, som er læge for både Esbjerg Energy og landsholdet.

Selv om denne skriverkarl har fulgt ishockeysporten siden 1970, kan jeg ikke komme i tanke om andre end Søren Jensen, der har været med i den bedste liga i 22 sæsoner i samme klub.

Han debuterede for Esbjerg i 1983 og sluttede karrieren i 2005, året efter en af de vildeste og mest dramatiske DM-finaler i dansk ishockeys historie.

”Den syvende kamp mod AaB, hvor vi var bagud 0-2 med under to minutter tilbage, fremtvang forlængelse fire sekunder før tid og scorede sejrsmålet i omkampen, taler man stadig om i Esbjerg. Ingen, den var i hallen den aften, glemmer det. Det var en stor og surrealistisk oplevelse,” siger Søren Jensen.

Fire gange var han med til at vinde guld med Esbjerg (1988, 1993, 1996 og 2004). Læg dertil fem gange sølv, fire gange bronze og tre pokaltitler.

Da Esbjerg vandt guld i 1988, var han 20 år og kom på B.T.s All Stars-hold sammen med klubkammeraterne Stig Nielsen og den tjekkiske eks-verdensmester Radoslav Svoboda.

Søren Jensen dannede i to sæsoner backpar med Svoboda, én af de bedste imports nogensinde i dansk ishockey (VM-guld 1985 og OL-sølv 1984)

De tre andre på sæsonens hold var Rødovre-målmanden John Hansen og angriberne James Richmond, Gladsaxe, og Per Viggo Jakobsen, AaB. Sidstnævnte blev kåret som ”Årets Spiller” af spillerne i hård kamp med de udenlandske stjerner Radoslav Svoboda og James Richmond.

”Måske var jeg mere glad for min første guldmedalje i 1988 end for min sidste. Det var jo Esbjergs første mesterskab siden 1969,” pointerer Søren Jensen.

Seks år i træk (1992-1997) var Esbjerg i DM-finalen. Fem gange mod ærkerivalerne Herning Blue Fox.

”De to klubber dominerede i den periode ligaen totalt og tirrede hinanden. Blue Fox havde et godt øje til Anatoli Chistyakov. Det var fjenderne, der mødtes, og medierne kaldte det ”hadets kamp”. Men det var også fantastiske opgør for fulde huse og med høj kvalitet. Jeg glædede mig altid til kampene mod Herning,” mindes Søren Jensen.

Skal Søren Jensen pege på de tre bedste, han har spillet sammen med i Esbjerg, er han ikke i tvivl: Radoslav Svoboda, Oleg Starkov og Anatoli Chistyakov.

Og når han skal nævne trænerne, der har betydet mest for ham, kommer det også hurtigt: Stig Nielsen, Niels Laursen og Rolf Nilsson.

Søren Jensens trøje nr. 15, Oleg Starkovs nr. 14 og Andreas Andreasens nr. 16 er trukket tilbage. De er fredet og hænger ned fra loftet i Granly Hockey Arena. Sådan hædrer man legender.

På landsholdet spillede Søren Jensen 51 kampe og var med i tre VM-turneringer. Da Danmark vandt C-gruppen i 1991 med 2-2 i den sidste og afgørende kamp mod Kina i overværelse af 6.000 ellevilde tilskuere i Brøndby-Hallen og i 1992 i Østrig og 1993 i Holland, begge i B-gruppen. Alle tre år under landstræner Per Holten Møller.

Esbjergs VM-debutant var i 1991 en af de tre danske spillere, som fik det ærefulde ur. Og møder du ham en dag til en hockeykamp, vil du opdage, at han stadig går med det.

Sådan oplevede Per Holten Møller ham:

”Søren var en moderne back. Han havde et godt blik for spillet, et godt skud og var kreativ i sin omgang med pucken. Den type var der ikke mange af dengang. Han var en fin fyr, som faldt hurtigt ind på holdet. Jeg kan huske, han blev kåret som bedste danske back i 1991.”

Pudsigt nok har Søren Jensen og Per Holten Møller begge en søn, der spiller for Rungsted Seier Capital. Henholdsvis Morten og Joachim.

Morten Jensen flyttede som 16-årig fra Esbjerg til Sverige og spillede fire sæsoner i Rögle (bl.a. med 13 kampe i SHL).

I 2017 kom han til Rungsted og havde stor andel i klubbens ”The Double” i 2019, og efter en afstikker til Kristianstad i Allsvenskan vendte han inden denne sæson tilbage til det nordsjællandske.

I ni kampe har han lavet 11 point (1 mål og 10 assist), og han er back i Metal Ligaens mest scorende powerplay-formation.

På mange måder minder Morten om sin far med sine allroundkvaliteter. Indtil videre er det blevet til fem seniorlandskampe med løven på brystet.

Far og søn, Søren og Morten Jensen, med pokalen efter Rungsteds Final4-triumf i 2019.


Stærkt trænerteam står bag Pressens All Stars Metal Ligaen skænker 550.153 kroner til Knæk Cancer