Rammen kunne ikke være valgt bedre, da DIU i december 1970 ved et pressemøde i Søpavillonen på kanten af Peblingesøen præsenterede en ny idé. En landskampturnering mellem jul og nytår.
Søpavillonen blev i 1894 opført af Kjøbenhavns Skøjteløberforening (KSF), og da Jørgen Hviid i 1938 stiftede KSFs ishockeyafdeling, blev den klublokale for ishockeyspillerne.
Pondus Cup kom turneringen til at hedde. Mange husker den med glæde. Den eksisterede til og med 1987. Kun ét år (1984) sprang man over.
Det var første gang, jeg var til pressemøde med DIU, og jeg havde de kommende år fornøjelsen at overvære alle 17 Pondus-turneringer.
Initiativet til Pondus Cup kom fra en sportsjournalist på Berlingske, Ejvind Olesen, som senere blev rejseredaktør og formand for DIU (1986-2001).
Han syntes, at juledagene var en fattig tid for en sportsjournalist. Der var for lidt at skrive om. Mens den ene store turnering efter den anden kørte i udlandet, ville danske spillere og ledere åbenbart hellere holde fri.
Så han gik videre med sin idé til DIUs ledelse. Den var lydhør. Ikke mindst da Ejvind også kunne skaffe en sponsor.
Han formidlede kontakten til dén bank, vi i dag kender som Danske Bank. Og takket være Gunnar Dyrberg kom der en ishockeyturnering op at stå, som fik kolossal betydning for en sport, som på det tidspunkt fristede en ydmyg tilværelse i bunden af C-gruppen.
Gunnar Dyrberg var i øvrigt under krigen leder af modstandsgruppen Holger Danske og arbejdede tæt sammen med andre legendariske modstandsfolk som Flammen og Citronen.
Normalt var Pondus Cup en fire nationers-turnering, men i premieren i 1970 i Gladsaxe havde den deltagelse af tre landshold, Ungarn, Holland og Danmark, og to klubhold, Malmö og norske Frisk.
Danmark slog Holland 3-1, tabte til de tre andre hold og sluttede med en score på 5-22. Turneringens vinder, Ungarn, udklassede værtsnationen med hele 8-1. Altså ikke den store premiere. Mit første møde med landsholdet som journalist på B.T. var skuffende.
Af de 17 turneringer vandt Danmark tre. I 1975, 1977 og 1980.
I den afgørende kamp i 1975 i Forum vandt Danmark over favoritterne fra Norge med 5-2 for øjnene af et rekordpublikum på 3.500 tilskuere og i en stemning som under en seksdages-afslutning. Herlig fest.
Sejren over nordmændene var ekstra sød, da den mere etablerede hockeynation mod nord i flere år ikke rigtig vidste, om den gad spille venskabskampe mod en så svag modstander som lille Danmark.
”Det er skønt at være landsholdsspiller. Især nu,” lød det fra en stolt Vojens-playmaker Egon Kahl.
DIUs tidligere formand, Otto Randholm, oplevede sejren sådan:
”Kun én gang før har en dansk sejr gjort mig så glad. Det var, da vi ved C-gruppen i Stockholm i 1963 vandt vores første sejr nogensinde ved VM med 4-1 over Holland.”
En af vore skrappe statistikere, Erling Nielsen, Rødovre, har tjek på Pondus-målscorerne og kan fortælle, at Frits Nielsen i 1975 blev topscorer med fem mål og to assist.
Frits blev også topscorer året efter med fem mål og tre assist og i 1978 med to mål og en assist og var i mine øjne i særklasse Danmarks største angrebsprofil i 70’erne.
I Pondus-sejren i 1977 var Bent Hansen, Rødovre, topscorer med fire mål og to assist, mens den tredje danske turneringssejr i 1980 havde Jan Christiansen, KSF, på toppen med to mål og to assist.
I 1987 blev det sat punktum på Pondus Cup med en dansk sidsteplads efter 2-2 mod Holland og nederlag mod Italien og Norge på henholdsvis 2-5 og 1-6. Det var dog den stærkest besatte turnering gennem årene.
Pressen valgte efter turneringen Rødovre-målmanden John Hansen som bedste danske spiller i hård kamp med Esbjerg-backen Søren Jensen.
John Hansen havde siden VM i marts i København tabt 15 kilo og spillede med en kampvægt på 85 kilo.
”Have jeg stadig vejet 100 kilo, var jeg gået ned i tredje periode,” sagde han.