Journalist Peter Fredberg fortæller om en ”taktisk artikel” i 2006. Den sendte et signal og lagde pres på de kommunale myndigheder

”I DIU lægger vi ikke skjul på, at vi gerne vil have et ishockey-VM til Danmark, og det er der flere grunde til.”

Sådan startede en større artikel med overskriften ”Ishockey-VM til Danmark!”, som Danmarks Ishockey Unions daværende direktør, Enver Hansen, skrev i DIUs magasin ”Powerplay” i efteråret 2006. Medforfatter var DIUs formand, Peter Berg, der ligesom Enver Hansen er advokat.

Det var første gang, unionen meldte så markant ud om sine VM-visioner. Artiklen blev flittigt citeret.

København og albanske Tirana var på det tidspunkt de eneste hovedstæder i Europa uden en arena med plads til minimum 10.000 siddende tilskuere, som det internationale ishockeyforbund, IIHF, krævede, hvis man vil arrangere VM.

Så der var lang vej, kunne man forstå. København manglede desperat faciliteter til de helt store idrætsbegivenheder.

Isarena nr. 2 skulle have plads til 6.000 tilskuere. Dette krav var inden for rækkevidde med en udvidelse af enten Messecenter Herning eller Brøndbyhallen. Vi var som sagt i 2006. Boxen i Herning og Royal Arena blev indviet i henholdsvis 2010 og 2017.

Enver Hansen skrev med sin elegante pen om de mange fordele, et historisk VM på dansk grund med verdens 16 stærkeste ishockeynationer vil være.

Han skrev også om den lange forberedelsestid, den største sportsbegivenhed i Danmark nogensinde vil kræve. Ét er, at DIU tidligere har arrangeret mesterskaber i C- og B-gruppen. Dét her var noget helt andet.

Danmark havde i 2006 været en del af VM i fire år og var så småt ved at etablere sig i det fine selskab. Men der var næppe mange, som på det tidspunkt kunne forestille sig et VM med Canada, USA, Rusland, Sverige og de andre hockeygiganter trylle lige rundt om hjørnet.

Enver Hansen erkender, at det også var taktik, da han i 2006 gik ud i medierne med DIUs VM-drøm for at presse de kommunale myndigheder til at åbne for kassen og tænke i multiarenaplaner. Det var godt tænkt.

Nu er vi i 2021. Der er fire år til det næste VM i Danmark. Det første i Royal Arena og Boxen blev en gigantisk succes med over 300.000 betalende tilskuere. Det eneste, der kiksede, var en kvartfinale, og at der endnu ikke er planer om nye hockeybyer. Økonomisk betød VM 13 mio. kr. i DIUs kasse.

Som VM-boss arbejdede Enver Hansen i tre et halvt år fuldtids på at få det store arrangement til at klappe. Det lykkedes med bravur. Inden da havde han i et halvt år allerede været involveret i projektet.

Det er altså tæt på, at DIU skal starte arbejdet på VM 2025, selv om det denne gang kun er et halvt VM, da Sverige står for den anden pulje og de afsluttende kampe.

Et spørgsmål lyder: Herning eller København? Boxen eller Royal Arena?

Denne signatur er ikke i tvivl. Det bliver i Herning, vi skal til VM. Det er dér, pengene, viljen og ambitionerne er.

Altså: Vi ses i det midtjyske i 2025, når ishockey-VM for anden gang samler Danmark.

Lad mig understrege: Afgørelsen om VM-by er endnu ikke truffet.


Esbjerg får måske Christensen eller Knight ind på holdet igen PAUL THOMPSON NY TRÆNER I ODENSE BULLDOGS